Krigen der aldrig ender
Udgivet 2016

Køb bogen

  1. Om bogen
  2. Det skrev pressen

Krigen der aldrig ender

***** ”Carsten Jensen og den norske dokumentarist Anders Hammer tegner et nådesløst portræt af Afghanistan - og af Vestens mislykkede krig de sidste 15 år. ’Krigen der aldrig ender' - titlen på Carsten Jensens og Anders Hammers mosaikagtige nye bog om Afghanistan - er uhyggeligt præcist. De tos rundrejse i Afghanistan understreger med al ønskelig tydelighed, at krigen er blevet en permanent tilstand i Afghanistan - og at den nu mere end 15 år lange, helt afsindigt bekostelige vestlige indsats ikke er i nærheden af at ændre det. Tværtimod. Vestens soldater er bare blevet endnu en forvirret magtfaktor i det komplicerede afghanske spil, der har forpurret talrige tidligere imperiers storladne planer. Bogen er baseret på de to forfatteres rundrejser i landet i 2013 og 2016 […] Det er dødsensfarligt at rapportere fra Afghanistan, og de fleste danske medier og journalister har skåret markant ned på dækningen derfra. Forståeligt nok, som Carsten Jensen og Anders Hammer skriver et sted, er den konstante angst blevet et af landets primære karakteristika. Så det er et sjældent privilegium at kunne følge to så begavede og vidende rejsende som Jensen og Hammer, der begge har fulgt Afghanistans skæbne længe. Samtidigt er Anders Hammers fotografier forrygende stemningsfulde som ledsager til teksten, der bestemt ikke er opmuntrende. Tværtimod - bogen er mest af alt en rejse gennem alt det, der er gået galt med Vestens krig i Afghanistan. Det gælder ikke mindst kapitlet, hvor makkerparret besøger Gereshk - den by i Helmand, der var omdrejningspunktet for de danske soldater fra 2006 til 2014. 38 danske soldater blev dræbt i Helmandprovinsen, og det gode spørgsmål, som de to forsøger at undersøge, er, hvilke spor de danske ofre og mange, mange millioner kroner har sat sig her, et par år efter vi forlod området. Svaret er: Umådelig lidt. Sikkerheden i området er fabelagtig dårlig. Hele området er så farligt, at næsten ingen vestlige journalister tager dertil - og Jensen og Hammer kan kun opholde sig der et par dage. Stort set alt, hvad de danskerne kæmpede og døde for - 10 danske soldater døde ifølge bogen i selve Gereshk. Det vandkraftværk, som danskerne kæmpede en intens kamp for at forbedre, er aldrig blevet fikset. Lokalstyret er mindst lige så korrupt og elendigt som tidligere - den lokale politichef er en tidligere narkobaron, der blandt andet har kidnappet byens forhenværende borgmester og hans søn. Og det store retscenter, som Danmark har brugt 7,5 millioner kroner på at bygge? Det er et stort, næsten fuldkommen tomt fængsel, hvis tykke mure primært tjener til at beskytte de korrupte politibetjente. I det hele taget er Gereshk på mange måder et glimrende sindbillede på mange af problemerne og absurditeterne ved Vestens indsats i Afghanistan. […] landet er stort set lige så skrøbeligt, korrupt og usikkert som tidligere, og prisen for det, de kalder »disse skrøbelige, oftest illusoriske fremskridt«, har været astronomisk. Bogstaveligt talt, alene USA har brugt mere end en billion - tusinde milliarder dollar - eller mere end Danmarks bruttonationalprodukt de næste tre år. Det er næsten ikke til at fatte. Men Carsten Jensen og Anders Hammer gør både Afghanistan og de umådelige summer, der er brugt der, lidt mere til at fatte. Så må man håbe, at lektien bliver lært til næste gang.” - Marcus Rubin, Politiken

”Reportagelitteraturens fineste opdrag er at gøre det fremmede vedkommende. At gøre os nysgerrige og forpligtede på den verden, som vi, om vi vil det eller ej, til enhver tid er forbundet med. Og det er at finde et sprog, som kan forbinde forskellige verdener. Og i et medievirvar af en anden verden - som også er vores verden - hvor krige reduceres til tabstal og danskvinklede to-minutters indslag på tv, og hvor de færreste journalister reelt hverken har tid, mod eller vilje til at producere gennemarbejdede bud på nuancerede virkelighedsfremstillinger fra egne, der ligger bare lidt længere væk, er det velgørende, at nogen gør forsøget. Så meget desto mere relevant bliver det i tilfældet Afghanistan, fordi krigen i Afghanistan også er vores krig, selv om der nu kun er et mindre antal amerikanske soldater og et større antal private sikkerhedsfolk tilbage. Den store litterære krigsreportage i traditionen fra den polske mester Ryszard Kapuscinki eller Hemingway har også haft stolte arvtagere i Skandinavien, hvor reporteren ikke er bange for at bruge sig selv og tage litterært billedsprog og virkemidler i brug. Hos Jensen og Hammer er det dog ikke machoattituder a la en Jan Stage, der er i centrum, snarere tværtimod. Vi er godt nok midt i et krigshærget land, men hele tiden i periferien af konflikterne og blandt mennesker, der er påvirket af den. Det er Abdul Ahad, hvis ene datter blev dræbt i et selvmordsangreb. Det opiumsbonden, der skal betale en stor del af sin indtægt til Taliban. Det er militslederen Mehman Shar, der har skiftet side mellem Taliban og regeringen flere gange, alt efter hvad der var opportunt, og stolt fremviser sin rødhårede datter. Det er rengøringsassistenten i retten i Gereskh, der aldrig har fået ordentlig løn og anklager regeringen for at være korrupt. Det er dem, vi skal forstå. Men kan man overhovedet det? Er det muligt for os privilegerede at forstå, hvad det vil sige at leve - og dø - i et land, hvor krig har været det altdominerende omdrejningspunkt i en (afghansk) menneskealder? Og kan reportagen gøre det muligt? Nej, grundlæggende ikke, mener Carsten Jensen i et interessant midterkapitel i bogen, der fremstår som en form for krigsreportagens poetik i miniformat. Jensen er her ganske ærlig. Han føler ikke, at han forstår det liv, de lever. Han føler ikke, han har været tæt på dem. Han føler ikke, at han »bare et øjeblik har delt deres vilkår«. Alligevel er der en fællesnævner, et fællessprog, som han kan dele med afghanerne. Og det er frygten. Frygten for at dø. Døden er ubarmhjertigt demokratisk, som han skriver: »Når vi er bange, stirrer vi, de og jeg, ned i den samme afgrund. Der er et pludseligt fællesskab imellem os, og det er frygten, der skaber det.« Men Carsten Jensen kan ikke blive i frygten - den giver ham hovedpine og tilbagevendende ubehagelige drømme. Han må skrive sig ud af den, indtil han kan rejse tilbage til sin privilegerede tilværelse. … (Bogen kan) fungere som oplysning for de få videbegærlige, der ikke kan gøre andet end at hylde folk som Jensen og Hammer, der rent faktisk er villige til at løbe en stor risiko. Og i det mindste gør forsøget på at muliggøre indlevelse i en trøstesløs virkelighed, som vi selv har været med til at skabe, men ikke længere magter eller ønsker at tage ansvaret for.” - Andreas Harbsmeier, Information

**** ”Carsten Jensen og norske Anders Hammer har været på rejse i Afghanistan. Såvel i den tid, da Nato-soldaterne var der, som i tiden efter at de trak sig tilbage. Alene forsøget på at nå ud i et samfund, som de fleste af sikkerhedsgrunde har været afskåret fra at bevæge sig rundt i, er prisværdigt. I "Krigen der aldrig ender" kommer læseren tættere på de mennesker, som lever i Afghanistan, og som skal indrette deres tilværelse efter en fremtid, som på alle måder synes usikker.” - Jette Elbæk Maressa, Jyllands-posten