Artikler og interviews


Så kan vi släppa taget om den första stenen

Göteborg-Posten,

”Jensens roman borde vara en obligatorisk läsning för alla högstadiestudenter, för det räcker inte att lära sig hur krig uppstår och försvinner. Vi måste också lära oss vad kriget gör med oss. Jensens storhet är hans förmåga att göra såväl de goda som de onda sympatiska och begripliga. Det är därför den bibliska titeln sitter som hand i handske, för det är först när vi insett att vi alla är av samma skrot och korn som vi kan släppa handen om den första stenen.”

  • Sinziana Ravini anmelder DEN FÖRSTA STENEN

Læs hele artiklen her.


En avskalad roman om krigets brutalitet

Skånska Dagbladet,

” Jensen har hittat fram till en prosa som gör rättvisa åt de erfarenheter han gjort under sina vistelser i Afghanistan. Både som journalist och författare har han kunnat ge oss en bild av landets svårhanterliga konflikter och där till och med vardagen känns abnorm.”

  • Thomas Almqvist anmelder DEN FÖRSTA STENEN

Læs hele artiklen her.


Studie i krigets ohyggliga mekanismer

Svenska Dagbladet,

”… få är de krig där ett entydigt gott ställts mot ett alltigenom ont. Och även de godaste intentioner förvandlas lätt av krigets våldsmekanismer till djupaste ondska. Endast i undantagsfall kan krig beskrivas som heroiskt och ädelt. Krig är i allmänhet inget annat än den råaste formen av meningslöshet.

Allt detta vet Carsten Jensen mycket väl. Hans stora krigsroman "Den första stenen", om kriget i Afghanistan, undviker fällan med det romantiska skimret genom att bejaka den.”

  • John Sjögren anmelder DEN FÖRSTA STENEN

Læs hele artiklen her.


Förtvivlad frenesi hos Jensen

SVT Nyheter,

”Han vill skildra kriget, vad det gör med människor, både med soldater och civilbefolkning. Och han vill också visa det nya drönarkriget - som gör kriget overkligt och soldaten omänsklig, samtidigt som folk dör därute.”

  • Ingrid Elam anmelder DEN FÖRSTA STENEN

Læs hele artiklen og hør interviewet med Ingrid Elam her.


Årets nytårskur: Fire fortolkninger af hjemstavnen

Fyens Stiftstidende,

En vittig Bertel Haarder og en veloplagt Carsten Jensen var blandt de talere, der fortalte om hjemstavn og fællesfølelse ved turistforeningens årlige nytårskur.

Læs mere herom gennem dette link


’Jeg vil være ærlig: Jeg blokerer, når jeg skal nævne danske værdier’

Information,

Selv om forfatteren Carsten Jensen har pyntet sit juletræ med dannebrogsflag, stejler han, når han bliver bedt om at nævne nogle særligt danske værdier. Til sidst lykkedes det dog ham at finde på en enkelt …

Læs resten af artiklen om Carsten Jensen forhold til danske værdier her


Når krig bliver gjort lækker

Journalisten,

"Det støder mig at skrive, at en bog om krig er lækker; men det er altså tilfældet!” skriver anmelder Ulla Bechsgaard.

Læs hele hendes artikel fra Journalisten her


Noget nyt fra fronten?

Weekendavisen,

"Angsten er grundtonen i hver eneste afghaners liv. Det gælder børnene på vej til skole. Det gælder kvinder, der venter hjemme i huset eller er tvunget til at færdes alene på gaden. Det gælder mændene og de store drenge, der er fredløst vildt i en krig, der ikke kender til slagmarker, men breder sig overalt." Og vi møder desværre dem alle sammen, personificeret og afbildet i en lang række artikler/kapitler, i denne bog om 2010ernes Afghanistan. Her har den stedse polemiserende journalist og forfatter Carsten Jensen turneret de seneste år, og set udviklingen bevæge sig fra ondt til værre. I hvert fald hersker lov-, norm-og arbejdsløsheden, efter at de vestlige styrker forlod landet i 2014 og overlod butikken til en broget flok af korrupte politikere og embedsfolk, skruppelløse krigsherrer og eksportorienterede narkobaroner.

[...]

Med sig har Jensen den norske, (vel) skrivende fotojournalist Anders Hammer, der i øvrigt har boet fast i Afghanistan fra 2007-2012. Det er i sig selv en respektindgydende præstation, da han ikke - i modsætning til mange vestlige journalister - har levet beskyttet bag NATO-autoriserede forsvarsværker.

Hammer og Jensen er således heller ikke embedded eller på anden måde betrygget af bevæbnede vesterlændinge undervejs. Det er derfor op til deres fixers fingerspitzgefühl at få dem gelejdet sikkert gennem det lovløse, anti-vestlige land.

  • Johs. Lynge, Weekendavisen.

Fjernt fra soldaterne, tæt på menneskene ★★★★

Jyllands-Posten,

”Carsten Jensen og norske Anders Hammer har været på rejse i Afghanistan. Såvel i den tid, da Nato-soldaterne var der, som i tiden efter at de trak sig tilbage. Alene forsøget på at nå ud i et samfund, som de fleste af sikkerhedsgrunde har været afskåret fra at bevæge sig rundt i, er prisværdigt. I "Krigen der aldrig ender" kommer læseren tættere på de mennesker, som lever i Afghanistan, og som skal indrette deres tilværelse efter en fremtid, som på alle måder synes usikker.” - Jette Elbæk Maressa , Jyllands-posten


Kun i frygten findes fællesskabet

Information,

”Reportagelitteraturens fineste opdrag er at gøre det fremmede vedkommende. At gøre os nysgerrige og forpligtede på den verden, som vi, om vi vil det eller ej, til enhver tid er forbundet med. Og det er at finde et sprog, som kan forbinde forskellige verdener. Og i et medievirvar af en anden verden - som også er vores verden - hvor krige reduceres til tabstal og danskvinklede to-minutters indslag på tv, og hvor de færreste journalister reelt hverken har tid, mod eller vilje til at producere gennemarbejdede bud på nuancerede virkelighedsfremstillinger fra egne, der ligger bare lidt længere væk, er det velgørende, at nogen gør forsøget. Så meget desto mere relevant bliver det i tilfældet Afghanistan, fordi krigen i Afghanistan også er vores krig, selv om der nu kun er et mindre antal amerikanske soldater og et større antal private sikkerhedsfolk tilbage. Den store litterære krigsreportage i traditionen fra den polske mester Ryszard Kapuscinki eller Hemingway har også haft stolte arvtagere i Skandinavien, hvor reporteren ikke er bange for at bruge sig selv og tage litterært billedsprog og virkemidler i brug. Hos Jensen og Hammer er det dog ikke machoattituder a la en Jan Stage, der er i centrum, snarere tværtimod. Vi er godt nok midt i et krigshærget land, men hele tiden i periferien af konflikterne og blandt mennesker, der er påvirket af den. Det er Abdul Ahad, hvis ene datter blev dræbt i et selvmordsangreb. Det opiumsbonden, der skal betale en stor del af sin indtægt til Taliban. Det er militslederen Mehman Shar, der har skiftet side mellem Taliban og regeringen flere gange, alt efter hvad der var opportunt, og stolt fremviser sin rødhårede datter. Det er rengøringsassistenten i retten i Gereskh, der aldrig har fået ordentlig løn og anklager regeringen for at være korrupt. Det er dem, vi skal forstå. Men kan man overhovedet det? Er det muligt for os privilegerede at forstå, hvad det vil sige at leve - og dø - i et land, hvor krig har været det altdominerende omdrejningspunkt i en (afghansk) menneskealder? Og kan reportagen gøre det muligt? Nej, grundlæggende ikke, mener Carsten Jensen i et interessant midterkapitel i bogen, der fremstår som en form for krigsreportagens poetik i miniformat. Jensen er her ganske ærlig. Han føler ikke, at han forstår det liv, de lever. Han føler ikke, han har været tæt på dem. Han føler ikke, at han »bare et øjeblik har delt deres vilkår«. Alligevel er der en fællesnævner, et fællessprog, som han kan dele med afghanerne. Og det er frygten. Frygten for at dø. Døden er ubarmhjertigt demokratisk, som han skriver: »Når vi er bange, stirrer vi, de og jeg, ned i den samme afgrund. Der er et pludseligt fællesskab imellem os, og det er frygten, der skaber det.« Men Carsten Jensen kan ikke blive i frygten - den giver ham hovedpine og tilbagevendende ubehagelige drømme. Han må skrive sig ud af den, indtil han kan rejse tilbage til sin privilegerede tilværelse. … (Bogen kan) fungere som oplysning for de få videbegærlige, der ikke kan gøre andet end at hylde folk som Jensen og Hammer, der rent faktisk er villige til at løbe en stor risiko. Og i det mindste gør forsøget på at muliggøre indlevelse i en trøstesløs virkelighed, som vi selv har været med til at skabe, men ikke længere magter eller ønsker at tage ansvaret for.” - Andreas Harbmeier, Information.

Læs hele artiklen her


Angstens og undertrykkelsens hjemland ★★★★★

Politiken,

”Carsten Jensen og den norske dokumentarist Anders Hammer tegner et nådesløst portræt af Afghanistan - og af Vestens mislykkede krig de sidste 15 år. ’Krigen der aldrig ender' - titlen på Carsten Jensens og Anders Hammers mosaikagtige nye bog om Afghanistan - er uhyggeligt præcist. De tos rundrejse i Afghanistan understreger med al ønskelig tydelighed, at krigen er blevet en permanent tilstand i Afghanistan - og at den nu mere end 15 år lange, helt afsindigt bekostelige vestlige indsats ikke er i nærheden af at ændre det. Tværtimod. Vestens soldater er bare blevet endnu en forvirret magtfaktor i det komplicerede afghanske spil, der har forpurret talrige tidligere imperiers storladne planer. Bogen er baseret på de to forfatteres rundrejser i landet i 2013 og 2016 […] Det er dødsensfarligt at rapportere fra Afghanistan, og de fleste danske medier og journalister har skåret markant ned på dækningen derfra. Forståeligt nok, som Carsten Jensen og Anders Hammer skriver et sted, er den konstante angst blevet et af landets primære karakteristika. Så det er et sjældent privilegium at kunne følge to så begavede og vidende rejsende som Jensen og Hammer, der begge har fulgt Afghanistans skæbne længe. Samtidigt er Anders Hammers fotografier forrygende stemningsfulde som ledsager til teksten, der bestemt ikke er opmuntrende. Tværtimod - bogen er mest af alt en rejse gennem alt det, der er gået galt med Vestens krig i Afghanistan. Det gælder ikke mindst kapitlet, hvor makkerparret besøger Gereshk - den by i Helmand, der var omdrejningspunktet for de danske soldater fra 2006 til 2014. 38 danske soldater blev dræbt i Helmandprovinsen, og det gode spørgsmål, som de to forsøger at undersøge, er, hvilke spor de danske ofre og mange, mange millioner kroner har sat sig her, et par år efter vi forlod området. Svaret er: Umådelig lidt. Sikkerheden i området er fabelagtig dårlig. Hele området er så farligt, at næsten ingen vestlige journalister tager dertil - og Jensen og Hammer kan kun opholde sig der et par dage. Stort set alt, hvad de danskerne kæmpede og døde for - 10 danske soldater døde ifølge bogen i selve Gereshk. Det vandkraftværk, som danskerne kæmpede en intens kamp for at forbedre, er aldrig blevet fikset. Lokalstyret er mindst lige så korrupt og elendigt som tidligere - den lokale politichef er en tidligere narkobaron, der blandt andet har kidnappet byens forhenværende borgmester og hans søn. Og det store retscenter, som Danmark har brugt 7,5 millioner kroner på at bygge? Det er et stort, næsten fuldkommen tomt fængsel, hvis tykke mure primært tjener til at beskytte de korrupte politibetjente. I det hele taget er Gereshk på mange måder et glimrende sindbillede på mange af problemerne og absurditeterne ved Vestens indsats i Afghanistan. […] landet er stort set lige så skrøbeligt, korrupt og usikkert som tidligere, og prisen for det, de kalder »disse skrøbelige, oftest illusoriske fremskridt«, har været astronomisk. Bogstaveligt talt, alene USA har brugt mere end en billion - tusinde milliarder dollar - eller mere end Danmarks bruttonationalprodukt de næste tre år. Det er næsten ikke til at fatte. Men Carsten Jensen og Anders Hammer gør både Afghanistan og de umådelige summer, der er brugt der, lidt mere til at fatte. Så må man håbe, at lektien bliver lært til næste gang.” - Marcus Rubin, Politiken


Krigskritiker med rystende roman

rbnett.no,

– Hvorfor ville du skrive «Den første sten»?

– Jeg ville ikke skrive noen debattbok om at det er galt å krige i Afghanistan. Jeg skrev den for å sette meg inn i hvordan det oppleves for den enkelte å krige i et fjernt land, med svært uklare mål. Boka handler om soldater med bakgrunn som tenåringer i Danmark, de har sett krig mest via dataspill. Men så ser du kameraten din dø, og opplever hvor skrøpelig din egen kropp er.

Læs hele artklen her


Pressemeddelelse: DEN FØRSTE STEN skal filmatiseres

Copenhagen Literary Agency,

Dansk film gør sig igen flot bemærket med årets to Oscar-nomieringer. Men også for dansk litteratur rykker det.

Medejerne i filmselskabet Good Company Films, Ole Søndberg og Vibeke Windeløv læste Carsten Jensens succesroman Den første sten, og selskabet har netop købt option på filmatiseringsrettighederne.

Planen er at filmatisere bogen som en stor international produktion med britiske og amerikanske samarbejdspartnere.

Ole Søndberg, medejer af Good Company Films, læste Carsten Jensens 600 sider lange roman på én nat. “Det er det største, jeg har læst siden Stieg Larssons trilogi,” siger han. Ole Søndberg producerede i sit tidligere filmselskab Yellow Bird Millenium-trilogien, både i den svenske og amerikanske udgave. Han stod også bag tv-serierne baseret på Henning Mankells romaner om politiinspektør Kurt Wallander, såvel i den svenske som den engelske udgave med Kenneth Branagh i hovedrollen.

Carsten Jensens roman er allerede solgt til udgivelse i Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Frankrig og Tyrkiet.


Rejsen ind i krigens gru

Helsingør Dagblad,

"Det lykkes for Carsten Jensen at give et tankevækkende billede af krigens mange ansigter, og som tidligere nævnt, er det ikke mindst spørgsmålet om, hvad krig gør ved de mennesker, der deltager med egen krop, som bogen vender og drejer." Lone Lindvald Rasmussen anmelder DEN FØRSTE STEN for Helsingør Dagblad. Se mere her.


Flygtninge, der når vores land, bliver forhånet og foragtet

Politiken,

"I stedet for et integrationsministerium har vi nu et spytteministerium. Med opbakning fra Folketingets flertal bliver der vedtaget en række love inden for asylområdet, der har som deres eneste formål at fratage de flygtninge, der er så ulykkelige at ende i vores land, den sidste rest af menneskeværd." - Carsten Jensen om flygtningers ankomst til Danmark i en kronik i Politiken.


Årets 20 bedste bøger

Berlingske,

DEN FØRSTE STEN placerer sig på top 10 over de bedste danske bøger i 2015 hos Berlingskes litteraturredaktør Søren Kassebeer. "[...] undervejs i det mægtige epos er der plads til både individuelle portrætter af krigerne, til elementær spænding og til indgående og nærgående skildringer af en virkelighed, som ikke har været voldsomt dominerende i dansk litteratur indtil nu". Find hele artiklen her.


En ny forpligtelse over for verden

Information,

Peter Nielsen opsummerer i Information det forgangne litterære år og omtaler DEN FØRSTE STEN som en forrygende roman og en central litterær begivenhed i 2015. Læs hele artiklen her.


Delt på Twitter: Carsten Jensen og Ane Riel er nomineret til DR Romanprisen 2016

DR | KULTUR,

Se opslaget her

Følg Carsten Jensen på Twitter.

Læs hele artiklen her.


‘Vi er ikke terrorens uskyldige ofre’

Information,

»Individuelt er ofrene selvfølgelig uskyldige. Men vi er ikke uskyldige som nationer. Vi er krigsførende nationer. Og nationer i krig bliver angrebet. Men i stedet for en ærlig, voksen debat om kendsgerningerne får vi de her nationale sørgetableauer, hvor vi skal græde i kor, og den, der ikke græder, er dissident og under mistanke for at være et dårligt menneske eller terroristsympatisør.«

Carsten Jensen i et interview med Information d. 8. december. Læs hele artiklen her.


Slagmarken kunne ikke tvinge soldaterne i knæ, men hjemkomsten kan

Politiken,

"Soldaterne er overladt til sig selv i et politisk tomrum, hvor enhver hyldest og tale om respekt er et dække for den koldeste ligegyldighed. I fraværet af en debat om krigens mål og mening er det soldaterne, der fungerer som skjold for politikere, for hvem Afghanistans skæbne er den sidste prioritet." skriver Carsten Jensen i Politiken. Læs hele kronikken her.


Mennesker og Tro

DR P1,

"Julen er en slags nødvendig boble, hvor man kan lukke sig inde i en tryg verden. På afstand fra alt det, der virker truende."

Anders Laugesen interviewer Carsten Jensen i programmet Mennesker og Tro. Hør hele udsendelsen her.


Tæppet fra Månens bagside (1 af 4)

Det Fri Aktuelt, juli 1988,

På mit gulv ligger et nyt tæppe. Det stammer fra bagsiden af Månen. Hvis De har undret Dem over, hvor jeg har været henne de sidste par søndage, så kan jeg fortælle Dem, at det er der, jeg har været. På Månens bagside for at hente et tæppe.

Jeg må hellere begynde med begyndelsen. For en måned siden modtog Det Fri Aktuelt en telex fra en lille by på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. I telexen stod der, at der skulle afholdes et vigtigt møde mellem stammeledere inde i Afghanistan, hvor det krigshærgede lands fremtid ville blive afgjort. En journalist fra Det Fri Aktuelt var inviteret. Der stod også, at turen indebar muligheden for besøg i „kampområder, hvor hårde vedvarende kampe udspilles.“ Så tog jeg af sted.

Jeg kom ind i Afghanistan. Jeg overværede mødet mellem stammelederne og fik næseblod af forskrækkelse, da de afghanske mujahedinkrigere fyrede alle deres raketbatterier af på en gang, og hylende ildkugler for ud over ørkenen. Jeg fortsatte længere ind i Afghanistan op gennem et udtørret flodleje, siddende på ladet af en jeep og omgivet af mujahediner, bevæbnet med Kalasjnikov-maskinpistoler og dysekanoner. Jeg var på vej ind til en af de zoner, hvor „hårde vedvarende kampe udspilles.“ Så langt kom jeg aldrig. Midtvejs i flodlejet blev vi standset af ti russiske tanks. De lurede om det næste hjørne. Jeg så dem ikke, for vi rundede ikke hjørnet. Altså fik jeg aldrig set krigen i ansigtet. Jeg så ikke de ødelagte byer, de bombede vandingsanlæg, børnene, der har fået sprængt arme og ben bort af miner, eller de mange millioner hjemløse. Jeg så blot nogle bevæbnede mænd i et øde landskab. Det eneste, jeg havde med hjem, var tæppet fra Månens bagside.

Af udseende ligner tæppet et almindeligt afghansk tæppe. Derfor har jeg på biblioteket lånt adskillige bøger om afghanske tæpper. Her har jeg læst, at da nomaderne for første gang begyndte at lave mønstre i deres tæpper, vendte de sig mod de forskellige ting, der omgav dem, for at søge inspiration. Blomsterne, træerne, dyrene og skyerne og stjernerne på himlen. Skorpionen betød lastefuldhed, kamelen velstand og lykke, løven autoritet og styrke. Men efterhånden blev mønstrene mere og mere stiliserede, også fordi nomadernes religion, islam, forbyder enhver gengivelse af levende væsener. Geometrien rykkede ind, og blomsterne, dyrene og stjernerne ud.

Efter at have tilegnet mig denne viden ved jeg nu, at der er noget galt med mit tæppe. Det er, som om det rummer en disharmoni eller et regelbrud. Disharmonien er godt skjult, og man skal stirre længe for at få øje på den. Men den er der, selvom også mit tæppe er lavet af en slags nomader, nemlig vor tids, de ufrivillige, som også kaldes flygtninge.

Tæppets bundfarver er mørkeblå og lysebrun. Jeg genkender de ornamenter, som bøgerne om afghanske tæpper har beskrevet, blomsterne, der er blevet til rosetter, træerne, der har forvandlet sig til slyngede arabesker. Men tæppet rummer også nogle tegn og mønstre, som mine bøger aldrig har berettet om. Når jeg ser nærmere efter, opdager jeg, at de røde tegn i tæppets midte er helikoptere. I borten ser jeg maskinpistoler flette sig ind i hinanden. Til sidst får jeg også øje på håndgranater.

Jeg kan se, at tæppet ikke er noget propagandabillede for den afghanske modstandsbevægelse. For helikopterne tilhører fjenden, de overmægtige og veludrustede russere. Hvad den afghanske væver har gjort, er det helt elementære, som mennesket altid gør, når det bliver konfronteret med rædslen, skæbnens uudgrundelige og ultimative ubarmhjertighed: At skabe et billede af truslen mod livet, ligesom de første hulemalere, der på klippevæggen malede de dyr, som de måtte dræbe for selv at overleve. Det er billedets ældgamle magi, der er vævet ind i mit tæppe: Når angstens genstand afbildes, beherskes og besværges truslen også. Hvad der ligger på mit gulv, er et billede af en krig: af en million døde, af fem millioner flygtninge, af andre utalte millioner af hjemløse. Et ødelagt land gemt som et fikserbillede i rosetter og arabesker.

Mens jeg ventede på grønt lys for indrejsen i Afghanistan, tilbragte jeg en del timer i en skyggefuld hotelhave i den pakistanske ørkenby Quetta. Her drak jeg isvand og førte døsige samtaler med en amerikansk udenrigskorrespondent. På et tidspunkt, da middagsheden var på sit højeste, sagde han nogenlunde følgende: „Når et imperiums dage er talte, tror jeg, det kan gå to veje: den spanske eller den hollandske. Da det spanske verdensrige brød sammen, gjorde Spanien det også. De kolossale rigdomme forsvandt op i den blå luft, ødslet bort af en korrumperet og barbarisk overklasse, mens det store flertal sank ned i fattigdom og formørkelse, indtil landets tilstand kunne sammenlignes med de andalusiske højsletter: som en gold og øde ørken uden et græsstrå. Holland derimod, som i øvrigt knap nok er et land, men blot et stykke hævet havbund, reagerede på tabet af sit imperium med moralsk selvbesindelse og skabelsen af et ordnet, velstående samfund, som var parat til at åbne sig for en demokratisk styreform.“

Af nærliggende årsager fik korrespondentens betragtning mig til at tænke på Afghanistan og Sovjetunionen. Når den sidste russiske soldat har forladt Afghanistan, er det første gang nogen sinde i både det zaristiske og det sovjetiske Ruslands historie, at russiske tropper har forladt et land, de en gang har besat. Afghanistan er et signal for Sovjetunionen, ligesom Vietnam var det for Amerika. Måske et signal om, at verden er blevet for stor og kompliceret til at rumme noget så primitivt som supermagter. Måske er det den rolle, historien har tildelt Gorbatjov: At vælge mellem den spanske og den hollandske model for et imperiums afvikling.

Det sælsomme er, at der stadig ikke er nogen, der taler om Afghanistan. De sovjetiske dissidenter løfter fortsat kun røsten, når det gælder en lille håndfuld politiske fanger, mens en million døde ikke synes at bekymre dem. Alle synes at være enige om, at i det øjeblik, Gorbatjov bebudede de sovjetiske troppers tilbagetrækning, var kapitlet Afghanistan også skrevet færdigt, og bogen kunne lukkes.

Men vi er ikke færdige med Afghanistan. Sandheden er, at Sovjets krigsforbrydelser i Afghanistan er af helt samme omfang som USA’s i Vietnam, ja, måske endda overgår dem. Sandheden er, at Afghanistan er så systematisk ødelagt, at det måske aldrig igen bliver til et land, hvor der kan leves, bos og arbejdes. Og sandheden er endelig, at en nation, der ikke vedstår sine egne forbrydelser, er dømt til moralsk korruption.

„Hvor længe vil der gå, før de uskyldiges blod er vasket af vore hænder,“ spørger en russer i den afghanske digter Idries Shahs roman om krigen i Afghanistan, Kara Kush. Det spørgsmål angår ikke kun afghanerne eller Sovjetunionen, men verden. For åbenheden om forbrydelserne i Afghanistan vil også være med til at bestemme Sovjets egen fremtid og dermed vores.

Men så længe tavsheden om Afghanistan varer ved, så længe vil jeg blive ved med at kalde mit afghanske tæppe for tæppet fra Månens bagside. For selv om jordkloden roterer om sin egen akse, så er den dog i én henseende som Månen. Der findes mennesker på Jorden, som er dømt til at leve på en evig bagside, usynlige for vore blikke, udelukket fra solens og retfærdighedens lys, i et mørke, der aldrig holder op.

Det Fri Aktuelt, juli 1988


Krigerliv (2 af 4)

Det Fri Aktuelt, juli 1988,

Den mørkeblå Toyata-jeep bevæger sig i sneglefart op gennem det udtørrede flodleje. Af og til stænker et halvt udtørret mudderhul sine grå pletter mod jeepens skrammede sider. I førerhuset råber Mahmad Ibrahim endnu en gang i walkie-talkien og får stadig den samme statiske støj til svar.

Mahmad Ibrahim er en forsigtig mand. Det bedste bevis er, at han endnu er i live. For ni år siden, da russerne endnu ikke var kommet til Afghanistan, stod Ibrahim i basaren i Kandahar og vejede te og sukker i en krydderibod. Om nogle få måneder kan den 27-årige kommandant i mujahedinlejren Serhedi i Arghestandalen i Afghanistans sydøstlige hjørne fejre et usædvanligt jubilæum. Så har han tilbragt nøjagtig en tredjedel af sit liv med en Kalasjnikov-maskinpistol i hænderne som fredløs partisan i bjergene.

I al den tid har Ibrahim været leder af en kampgruppe på 25 mand. En ung mand, der bliver kommandant i en alder af atten, må have udmærket sig ved sit mod. En kommandant, der stadig er i live otte år senere, har udmærket sig ved meget mere end det.

Det er derfor, Mahmad Ibrahim råber ind i walkie-talkien. Han følger den simple regel, der har holdt ham i live i en krig, der snart har varet lige så længe som to verdenskrige.

Et eller andet sted inde i Arghestandalen regner han med et russisk baghold. Ibrahim har beordret en motorcykel udstyret med to af sine mujahediner og en walkie-talkie af sted på rekognoscering.

Dagen før kørte tre jeeps belæsset med våben og mujahediner intetanende ind i russiske tanks, der ventede midt i den øde dal. Resultatet var tre ødelagte køretøjer og tolv døde.

Fire dage tidligere overgik det samme en pakistansk journalist fra den engelsksprogede avis The Muslim.

Og vi er på samme spor som de døde, på vej ind mod Kandahar, der i otte år har været en af de mest brutale krigsskuepladser i en krig, der i forvejen er berygtet for sin brutalitet.

Utallige gange er Kandahar, som engang var Afghanistans næststørste by, blevet erobret og tilbageerobret i det nærmeste, guerillakrigen indtil nu har været på store slag. af den tidligere kongebys 200.000 indbyggere er der i dag kun en tredjedel tilbage, og det anslås, at tre fjerdedele af byen ligger i ruiner. Hvad raketterne ikke har tilintetgjort, har russiske bulldozere jævnet med jorden i et forsøg på at skabe lige sigtelinjer for kanonerne.

Alligevel har guerillaen stadig sine stillinger i Kandahar, og mujahedinerne påstår, at det er en smal sag at skaffe en journalist ind og ud af den kæmpende by. No problem, havde en mujahedinfører i den pakistanske grænseby Quetta forsikret mig. Det er halvandet døgn siden, vi overskred grænsen til Afghanistan. Vi skulle allerede have tilbagelagt de godt 300 kilometer mellem Quetta og Kandahar. Hvis det ikke lige var for de russiske tanks og tavsheden i walkie-talkien ...

Den halve snes passagerer, deriblandt fire smådrenge og et par ældre mænd, som på jeepens trange lad havde fulgt os over grænsen, er alle blevet tilbage i den godt camouflerede mujahedinlejr længere inde i dalen. Tilbage er Mahmad Ibrahim og fire af hans krigere.

Jeepens lad er nu ikke længere pakket med mennesker, men med Kalasjnikover og panserbrydende granater, der affyret fra skulderen af en mand smelter sig tværs gennem en tank.

Det støver i middagsheden, og mujahedinerne har trukket deres sjaler op over hovedet og beskyttet underansigtet bag turbanens løsthængende ende. Jeg er den eneste, der ikke er bevæbnet, kun udstyret med min notesblok og et Panasonic autofokus kamera, hvis elektroniske automatik er gået amok i mødet med middagsheden. Kameraets digitalrude transmitterer ikke andet end hieroglyffer og tal, der er lige så meningsløse som den statiske støj, der bliver ved med at komme fra Mahmad Ibrahims walkie-talkie.

Et par dage før havde jeg stirret ind i Afghanistan for første gang. Efter et par timers kørsel fra Quetta passerede vi Kojakpasset, der ligger i over to kilometers højde og af den pakistanske hær er omdannet til en veritabel befæstning fyldt med cementstøbte bunkers og helikopterlandingspladser. Foran os lå en ørken med fjerne, falmede bjerge, halvt skjult i hededis og støvstorme, der af den vildfarne ørkenvind pludselig hvirvles op og synker sammen igen, omtrent som ved lydløse granatnedslag.

Mens vi krydsede ørkenen, nærmede aftenen sig hastigt, og bjergene foran os trådte skarpere frem med rustrøde skråninger og dybe, indigoblå skygger. Det blev bønnens time, og jeepen standsede for at lade passagererne brede bedetæpperne ud og vende ansigtet mod den hastigt synkende ildkugle i vest.

Natten var akkompagneret af de dumpe drøn af raketnedslag fra landsbyen Spin Baldak, en halv snes kilometer borte, hvor regeringstropper og guerillaer i ugevis havde kæmpet. Vi sov i en mujahedinbefæstning, nogle lerklinede huse beskyttet af en tre meter høj mur og en port forstærket med jerndragere. Indvendigt var husene dekoreret med farvestrålende plakater, der viste grønne fyrreskove, vandfald og schweiziske alpelandskaber med bjælkehytter og frodige sætere. Disse ørkenens indbyggere bliver aldrig trætte af at se på billeder af vand og grønne skove, forklarede en af mine ledsagere mig.

I den lerstampede gård lå der sække med mel, som skulle videre til mujahedinlejre længere inde i Afghanistan. Men de fredelige melsække var ikke det eneste tegn, krigen havde sat sig. På en seng midt i gården lå en såret mujahedin, der i en træfning var blevet ramt i benet og havde mistet førligheden. Han sad omgivet af en ustandselig talende flok, der med utrættelig iver skiftedes til at massere og bøje det ødelagte ben.

En spinkel, glatraget desertør fra regeringstropperne havde også fundet et tilflugtssted i mujahedinbefæstningen. Hans arm var lam med visne muskler, som børnene respektløst viste til de fremmede, mens de lo og viftede med den.

Da der blev kaldt til bøn sidste gang før natten, var den lamme i sengen forhindret i at deltage i knæbøjningerne på bedetæppet. Han sad ret op og ned med hænderne foran sig, mens han med lukkede øjne fremsagde bønnen. I dette øjeblik var der noget barnligt ubeskyttet, næsten nøgent over den sårede kriger med fuldskægget og de brede skuldre.

Bag hans turban, tværs over nattehimlen og den glitrende mælkevej, passerede en satellit. Og jeg tænkte, at satellitten var ligesom krigen, en fremmed drabant, der skabte uorden i et verdens- og stjernebillede, der havde stået urokket i århundreder.

Mit første møde med krigen i Afghanistan fandt sted dagen efter. Det var ganske udramatisk, men efterlod mig alligevel rystet, fordi det var et barn, der viste mig krigen.

Vi var begyndt at køre langs det halvt udtørrede flodleje, som vi skulle følge de næste par dage, da jeepen punkterede. Jeg stod af for at strække benene og køle mig i vandstrømmen et stykke borte. En af smådrengene greb fat i mig med forskrækkede øjne og demonstrerede med advarende armbevægelser en mine, der eksploderede.

Det anslås, at russerne har udlagt over tre millioner miner i Afghanistan, og børnene har været blandt de hyppigste ofre. Det var den lære, drengen forsøgte at anskueliggøre for mig.

Der var selvfølgelig ingen miner her i en øde, ubeboet dal tæt ved den pakistanske grænse. Men drengens reaktion fortalte mig mere end meget statistik. Her var et barn, der i det øjeblik, han var tilbage i sit fædreland, ikke længere turde røre ved jorden.

Siden spadserede vi sammen ned til floden, og jeg så ham gå, tøvende og med de skrækslagne øjne stift rettet mod jorden foran sig. Så unaturligt er det kun en krig, der kan lære et barn at gå.

Drengen ved floden var ikke det eneste barn, jeg skulle støde på, som opførte sig på en måde, der var anderledes og unaturlig for et barn. Jeg var allerede stødt på flere sekstenårige, der med trætte, ældede ansigter og Kalasjnikoven hængende over en spinkel skulder fortalte mig, at det var på fjerde år, de kæmpede i krigen.

I Serhedilejren i Arghestandalen, som vi havde forladt samme dag, vi for sidste gang forsøgte at trænge gennem de russiske linjer til Kandahar, havde jeg truffet Shaoeli, en tolvårig dreng med et fint, regelmæssigt ansigt, som ville have været smukt, hvis det ikke var for et hårdt, medvidende smil og et arrogant blik, som syntes at rumme en viden, ordet voksen er alt for lille til at beskrive.

Shaoeli deltog ikke i samtalen som de andre børn, men lyttede med en overlegen, tilbagelænet ro, som kun blev brudt af pludselige nervøse sammentrækninger omkring munden og øjnene.

Jeg spurgte, så tåbeligt som voksne nu kan spørge, om Shaoeli også skulle være mujahedin, når han blev stor. Han er allerede en stor kriger, lød det med alvor og anerkendelse fra en af de tilstedeværende voksne: Shaoeli har dræbt mange russere.

Lille, spinkle, tolvårige Shaoeli er professionel snigmorder. Med en pistol gemt under sin folderige kjortel sniger han sig i de store byers overfyldte basargader ind på sit på forhånd udpegede offer, altid en russer. Så fyrer han og forsvinder i mængden. Seks gange er han blevet sendt ud med pistolen, og kun to af hans ofre har overlevet.

„Og når krigen er forbi?“ spørger jeg. „Så skal han i skole,“ lyder svaret. Shaoeli kan hverken læse eller skrive.

„Hvorfor ikke?“ spørger jeg. Tålmodigt og overbærende med denne fremmede og hans tåbelige spørgsmål svarer de på det indlysende.

„Du må tænke på,“ siger de, „at da krigen begyndte, var Shaoeli kun tre år gammel.“

I guerillalejrene i bjergene møder man mange forældreløse drenge som Shaoeli, som mujahedinerne har taget til sig. De fleste går til hånde i lejrens daglige gøremål og har et liv, der er mindre dramatisk (og tragisk) end Shaoelis.

Selv om kvinder og småpiger er helt fraværende, er der alligevel ikke nogen rå eller udpræget maskulin atmosfære i mujahedinlejren, især ikke når man betænker, at ingen af disse mænd har kendt til noget, der minder om et normalt dagligliv gennem de sidste otte-ni år.

Lejren har en køkkenhave, og mændene bager dagligt et fladt brød, der har sin egen stærke smag af røg og støv. Når solnedgangen nærmer sig, lyder den svage klimpren af klokker fra fårene, der drives tilbage til lejren. Med et flettet halvtag, der ustandseligt oversprøjtes med vand, er der skabt et køligt læ for solen og middagsheden. Her er der tæpper og hynder, og her serveres måltiderne, som består af ris blandet med reven gulerod og rosiner og krydret med tørrede nelliker.

Der er altid en kølende, salt yoghurtdrik, slumpi, og en sjælden gang lidt lammekød, som fordeles af kommandanten. Omhyggeligt sorterer han med sine store, krigsvante hænder kødstykkerne og sørger for, at hver mujahedin får sin retfærdige andel af brusk, fedt og regulært kød. Bagefter omfordeles kødet igen, når gode venner har sat sig ved siden af hinanden og som bevis på venskabet forærer sirligt udvalgte godbidder bort.

Et særligt rørende træk ved disse turbanklædte, skæggede krigere er deres forfængelighed.

De er alle udstyret med snustobaksdåser, og låget på den blanke metalæske er et spejl, som kommer frem i hvert et ledigt øjeblik, mens de grundende retter på skæg og turbaner.

Solen og snavset har lokket et par bumser frem i min ene mundvig, og en mujahedin peger på urenhederne, mens han bebrejdende ryster på hovedet: Sådan kan en mand ikke lade hånt om sit udseende.

Serhedilejren ligner en idyl og ville også være det, hvis det ikke var for det tunge kinesisk fremstillede antiluftskyts, der er camoufleret under grå tæpper, og det halvt nedgravede raketbatteri, der er i stand til at afskyde tolv granater i løbet af 30 sekunder. Tidligere lå gruppens tilholdssted længere inde i Arghestandalen i nogle huler i bjergsiden. Her holdt mujahedinerne stand mod et russisk tankangreb. Da de efter tre døgn uden mad eller søvn trak sig tilbage, efterlod de seks udbrændte tanks. Deres nuværende stilling ved en krumning i dalen regner de ikke med at kunne holde mere end et døgn.

Kernen i lejrens dagligliv er islam. selv om gruppen er lille, kun 25 mand, har den sin egen præst, en bleg, hulkindet ung mullah med sort turban, der hver morgen i det tætte mørke en halv time før daggry kalder til den første bøn. „I dette øjeblik rejser 200.000 mujahediner sig overalt i Afghanistans bjerge og vender ansigtet mod vest,“ siger kommandant Mahmad Ibrahim stolt, da han vækker mig.

Der er disciplin i Serhedilejren, men også en ejendommelig inkonsekvens, som måske er typisk for de uafhængighedselskende afghanere.

Hashrygning tolereres for eksempel, men kun fordi vanen blot er udbredt til et fåtal.

Et stærkt bevis på afghanernes anarkistiske temperament får jeg, da der en eftermiddag går ild i en tør stråmark foran lejren. Ilden breder sig øjeblikkeligt, og flammerne står meterhøjt i vejret, mens en sort røg stiger mod den falmede, varmedirrende himmel. Kun bevæbnet med vandkrukker og spader kaster nogle af krigerne sig ud i et hasarderet slukningsarbejde for at forhindre røgen i at røbe lejrens position for fjenden. Resten bliver liggende på jorden og betragter smågrinende sceneriet, mens de fortsætter med at ryge på deres cigaretter.

Da synderen, som ved et uheld har sat ild til marken, bagefter er fundet, kaster en rasende kommandant ham til jorden, vender hans fødder opad og begynder at slå ham under fodsålerne. Da kæppen knækker, griber kommandanten ud efter en frisk. Men de omkringstående mujahedinere finder, at det nu kan være nok, og afvæbner ham.

Bagefter er der en tydelig dårlig stemning, som først letter, da kommandanten beordrer våbenarsenalet ud af depotet og efterset. Det kølige metal og synet af dysekanonernes matdunkle løb har en beroligende virkning på krigerne.

Sådan nogenlunde er mine indtryk af Afghanistan, af krigen og dens mænd, da walkie-talkien hen over middag omsider begynder at give et svar. Vi har fået kontakt med motorcyklen et eller andet sted længere fremme i Arghestandalen.

Den skrattende stemme bekræfter kommandant Mahmad Ibrahims værste forudanelser. Ti kilometer længere fremme venter ti russiske tanks, to helikoptere og flere lastvogne med soldater. Der er ikke noget at gøre. Her går ingen vej igennem.

Ibrahim giver ordre til chaufføren, og den mørkeblå Toyota begynder tilbagetoget langs flodlejet.

Et eller andet sted hinsides de højdedrag, der nu er bag os, fortsætter krigen i Afghanistan, som den har gjort det i de sidste tre tusind dage.

Det Fri Aktuelt, juli 1988


Den sorte skorpions by (3 af 4)

Det Fri Aktuelt, juli 1988,

Når Afghanistans sorte skorpion, som kun lever dette ene sted i verden, skal tømme sig for sit overskud af gift, hugger den kloen i en sten. Så stærk er giften, at stenen smuldrer og bliver til støv. Den pulveriserede sten siges at helbrede kræft, og i Quetta, hovedstaden i den pakistanske ørkenprovins Baluchistan, er støvet en sjælden og kostbar vare, der falbydes i basarens trange gader. Også den sorte skorpion selv kan man købe her. Som død er skorpionen et eftertragtet samlerobjekt. Som levende er den et diskret og frygteligt mordvåben.

Afghanistans sorte skorpion fører sin egen krig mod både de døde og de levende ligesom de russiske besættelsestropper i Afghanistan, der får byer og huse til at smuldre og mennesker til at styrte om. Sådan er Afghanistan i Quetta blevet berømt for at levere to ting: smuldrende sten og mennesker på flugt.

I de sidste otte år har flygtningestrømmen fra det krigshærgede Afghanistan næsten fordoblet indbyggerantallet i den støvede, hede ørkenby, som blev grundlagt af englænderne som garnisonsby i midten af forrige århundrede, og i dag er hjemsted for et af Den tredje Verdens største militærakademier. Dengang var garnisonsbyen en forpost i et imperium, men også en symbolsk grænse for en ekspansionstrang, når det genstridige og umedgørlige Afghanistan, kun 100 kilometer borte, satte englænderne stolen for døren i slag efter slag.

Sådan er det også i dag. Quetta ligger stadig ved grænsen til et imperium, som omsider har måttet lade sig belære om, at overmagt i våben ikke altid fører til sejr. Før var det englænderne. Nu er det russernes tur. I 1935 blev Quetta næsten fuldstændigt ødelagt i et jordskælv, som også udraderede, hvad der var af engelsk koloniarkitektur og den klare, overskuelige byplan. I stedet voksede et grimt og rodet Quetta frem uden iøjnefaldende arkitektoniske samlingspunkter, med blot et par tilløb til moderne hovedstrøg og ellers en vrimmel af improviserede basargader og umotiveret store pladser.

De afghanske flygtninge bidrager yderligere til det kaotiske indtryk. Overalt, hvor der er en ledig plads, har de slået deres telte og boder op, og i udkanten af byen har de opført hele kvarterer med de karakteristiske høje mure af mudder og ler, som hvidner og revner i solen, med husene inde bagved i skjul som veritable fæstningsværker.

Flygtningene sælger vandmeloner, tomater og mangofrugter. De snedkererer på granatkasser og skaber dem om til vandingstrug til dromedarerne. I byens udkant driver de deres gedeflokke gennem gaderne, eller de nøjes med, i ly for solen under et stykke sækkelærred, at drive lidt skomagervirksomhed midt på et tilfældigt fortov. De har for travlt med at overleve til at virke enten heroiske eller det modsatte. Alligevel høster døden også på denne side af grænsen, selv om våbnene tier i Quetta, og russerne er langt borte. Lige så hyppigt som teltbyerne ser man midt i byen afghanernes improviserede gravpladser med små stenhøje, hvorpå der er plantet stænger behængt med kulørte flag og vimpler, der blafrer i ørkenvinden. Her ligger de mange, for hvem en status som flygtning ikke blev en forbigående tilstand. En tilfældig mark eller vejside i det fremmede Pakistan blev i stedet endestationen.

Mange flygtninge har et identitetspapir, hvor deres status som flygtninge står angivet sammen med den stamme, de tilhører, og den provins de kommer fra. Også den af de syv forskellige afghanske modstandsgrupper, de kæmper for, står opført her. Kortet giver ret til ophold, regelmæssig hjælp samt en lille sum penge. Men det forudsætter fast bopæl i en af de overfyldte flygtningelejre placeret midt i ørkenen i op til 50 kilometers afstand fra Quetta.

Mange andre foretrækker at fægte sig igennem på egen hånd, og det er dem, der i et anslået antal på cirka 100.000 fylder hver en ledig tomt i Quetta og fra alle fortove tilbyder deres varer og tjenester.

To ældre melonopkøbere på et af byens grøntsags- og frugtmarkeder er ikke utilfredse med de mange afghanske handlende. Der er flere, der sælger, siger de. Men til gengæld er der med 100.000 flygtninge endnu flere, der køber. Under turbanerne blinker de to gamle snedigt til hinanden.

Ejeren af en afghansk tæppe- og smykkehandel på hovedstrøget Jinnah Road er en af dem, der har klaret sig godt i landflygtigheden. til trods for krigen drager han med regelmæssige mellemrum over grænsen for at opkøbe de tæpper, der her i Pakistan har skaffet ham en formue. Men han har ikke glemt sin krigerfortid som mujahedin. Forretningens glasdækkede opslagstavle er smykket med billeder af turbanklædte mænd i højtidelig opstilling omkring tunge maskingeværer. Her ligger en død kriger, istandgjort til begravelsen, med voksagtigt ansigt og omgivet af sørgende kvinder. På et andet foto er en hårdtsåret kriger med flået tøj og et blodindsmurt underliv. Rundt om ham sidder kammeraterne på hug, mens de rører ved den døende som for at følge ham på vej.

Tæppehandleren taler med foragt om de russiske soldater: „Træffer de dig på gaden, beder de om at se dine penge. Har du 20.000 afghani (cirka 1.000 kr.) på dig, tror de, du er rig, og skyder dig på stedet. Har du ikke så mange penge, nøjes de med at tage dine penge og lader dig gå. Det må være det, de kalder klassekamp: skyd de rige, og tag alt fra de fattige. Men har du hash, tilbeder de dig, som om du var deres egen far. De er villige til at sælge alt, selv deres egne våben, blot for at få den rus, der kan få dem til at glemme.“

I et af afghanerkvartererne i Quettas udkant, møder jeg en anden slags flygtningevirkelighed. Her bliver jeg inviteret indenfor hos en familie, som hører til dem, der har bygget deres eget lille hus af ler og mudder. Rundt om den lerstampede gårdsplads befinder sig en række små rum med et ildsted, en brønd, og helt for sig selv i halvmørket står store, kølende lerkrukker med drikkevand. Familien har femten medlemmer, men kun to sønner har arbejde og forsørger resten.

I husets største rum forsamles naboerne i hugstilling på det tæppebeklædte lergulv. Det er høje mænd med store knogler, men indsunkne i ansigtet og med slunkne kroppe. De har alle den samme historie at fortælle. „Kun en ud af 1.000 afghanere er lykkelig her i Pakistan,“ siger en ældre mand med hvid turban. „Alle drømmer vi om at vende tilbage. Afghanistan er vores land. Men vi tror ikke længere på fremtiden. Vore ledere har forrådt os. Det er ikke for vores skyld, krigen bliver ført, men kun for deres, for deres magt og rigdom, og derfor vil krigen aldrig holde op.“

De omkringsiddende falder i som i et kor. Deres egne ledere bedrager dem. Alle beriger sig på krigen og flygtningenes bekostning. De penge, flygtningene er berettiget til, ser de aldrig. Er de syge og går til læge, får de blot en vitaminpille og bliver sendt hjem igen. De trækker en lille dreng frem med øjne, som løber over af betændelse. De peger på en gammel mand, som er næsten blind. Lægen stak tre fingre op for næsen af ham og spurgte, hvor mange der var. Da han svarede tre, fik han besked på at komme igen til næste år. „De eneste afghanere, der er tilfredse, er dem, der har bedraget de andre,“ siger den ældre mand med den hvide turban bittert.

Ude på gaden møder jeg en af bedragerne, den lokale leder, som er udpeget af de pakistanske myndigheder. For to år siden kom han til Pakistan i pjalter. Nu er han korpulent med tykke ringbesatte fingre og en nystrøget, hvid skjorte, der skiller sig ud fra de omkringståendes slidte, plettede kjortler. „Se på dem,“ siger han og slår ud med hånden, „de er ubegavede, uoplyste, det rene skidt. De gør sig alle mulige forestillinger om deres rettigheder. Men de ved ingenting.“

Det er et møde mellem en feudal herremand og hans undersåtter, jeg overværer. Og det møde er kun et af paradokserne i den frihedskamp, som Afghanistan fører. For mujahedinerne i Afghanistans bjerge kæmper også for denne fede, arrogante mand med de ringbesatte fingre og hans ret til at bedrage andre.

Rigdommen har flere ansigter. Et af de mere eksotiske er Malik. Malik betyder konge eller fyrste, og det er omtrent, hvad Malik er, af en ældgammel afghansk adelsslægt, som i generationer har holdt til i Pakistan, hvor familien ejer udstrakte godser. Har man sagt Malik, må man også sige Maliks have. Lidt vest for Quetta har Malik indrettet en blomstrende have fyldt med solsikker, hampeplanter og abrikos- og blommetræer. Her tilbringer den hovedrige mand sine dage, døsende på en blød hynde i skyggen af vinranker, der snor sig over et halvtag, mens han er omgivet af et hashrygende hof af slægtninge og værdigt trængende, som han underholder med sine mange penge.

Malik er en smuk mand først i halvtredserne med et kraftigt markeret ansigt og et tæt, sort hår, som er tungt af duftende olie. Med halvtlukkede øjne og en stemme, der er langsom og grødet af euforiserende drikke, beretter han om sine velgerninger. Før i tiden var det hippierne, der var genstand for Maliks generøsitet. I dag er det sårede afghanske mujahedinkrigere, som får lov at rekreere sig i hans skyggefulde have, hvor han beværter dem med sin selvkomponerede yndlingsdrik, kaldet Bang, en blanding af topskud fra hampeplanten, som er knust i en morter og tilsat hakkede mandler, rosenblade og vand.

På de udstrakte marker uden om haven var der tidligere tusinder af flygtningetelte. Nu har Malik solgt markerne til bebyggelse, og flygtningene er gennet bort. De ufrivillige nomader har ikke efterladt sig andet end et par hundrede gravstene, der får lov til at stå, indtil bulldozerne pløjer dem ned i jorden og fjerner de sidste spor af de i forvejen spor- og hjemløse.

I Maliks fjerne blik er der en mærkelig glidende overgang mellem virkelighed og drøm. selv når han taler om de sårede krigeres blindede øjne og amputerede lemmer, lyder det, som om han genforæller en indre vision og ikke et stykke virkelighed. Efter nogle dage i Quetta, begynder jeg at føle, at hele den hededirrende, kaotiske ørkenby genspejler sig i Maliks slørede øjne.

Quetta er en by fuld af snoede skæbneforløb og fortællinger, hvor alle ikke blot har deres egen historie at berette, men også historier om de andre, sådan som det må være i en by så tæt på krigen, hvor det vrimler med repræsentanter for alle de kæmpende parter, ikke blot krigens ofre, men også dens agenter og dobbeltagenter. Quetta trives i konspirationen. Byens ånd og atmosfære er den vildtvoksende paranoide fantasis. Den hyppigste sætning, man hører, er denne: Et rygte vil vide at ... I basaren ved alle alt, længe før aviserne har trykt det. snart forlyder det, at den nærmeste afghanske provinshovedstad er faldet i oprørernes hænder, så at en mujahedinleder er i lommen på den pakistanske regering eller måske den amerikanske. Pakistanerne udspionerer afghanerne, som udspionerer hinanden indbyrdes. Mujahedin vogter på mujahedin, på hotellerne er ikke blot telefonerne aflyttede, men også bordene i de idylliske haver. af og til myrdes en mand, eller der sprænger en bombe, og ophidselsen stiger yderligere, som om fantasierne nu har fundet et gensvar i virkeligheden.

Som journalist får jeg alle slags tilbud. Nogen tilbyder at introducere mig for manden, der så Pakistans tidligere præsident Ali Bhutto dø og selv stak en nål i kroppen på den henrettede præsident for at overbevise sig om, at alt liv havde forladt ham. Andre kender en udenrigspolitisk ekspert, som i alle detaljer kan forklare mig om den internationale sammensværgelse mellem New York-jøderne og magteliten i Kreml, som sammen arbejder på at udrydde alle muslimer i verden.

Også tilstedeværelsen i en af de nærliggende flygtningelejre af nogle store, hypermoderne, kørende hospitaler betalt af saudiarabiske petrodollars har sin egen historie, der lyder, som om den er hentet lige ud af Tusind og en nat, hvilket den måske også er. En saudiarabisk udenrigsminister var fløjet ind direkte fra Jedda for i ørkenen tæt ved den afghanske grænse at gå på jagt efter den sjældne ørkenfugl, som på engelsk kaldes the great bustard.

Undervejs forvildede jagtselskabet sig ind på afghansk område, hvor det faldt i hænderne på guerillaen. Løslad mig, og jeg vil give jer alt, hvad I forlanger, sagde udenrigsministeren fra det rige olieland. Giv os hospitaler, svarede krigerne. sådan kom de kørende hospitaler, der ligner pansrede tankbiler, til Quetta, hvor de nu står ubrugte hen, fordi de er alt for avancerede til at blive taget i anvendelse.

Historien om verdens ulykkeligste mand har jeg også fået fortalt i Quetta. Jeg så hans portræt hænge i en af basarens boder, og det var hans ansigt, der fik mig til at pege og udbryde: Der hænger et billede af verdens ulykkeligste mand. Hans øjenbryn var kraftige og lavthængende, næsten som et gardin, der var ved at blive trukket ned for ansigtet. Hans underlæbe stræbte op mod ansigtets midte i en tragisk forvreden gråd, omtrent som på en græsk teatermaske. Ansigtet lignede en muslingeskal, der fra hver side lukkede sig om et par ulykkeligt stirrende øjne.

Da tæppehandleren, i hvis bod portrættet hang, blev opmærksom på min interesse, fortalte han beredvilligt den ulykkelige mands historie. Manden på billedet var en forhenværende amerikansk soldat, som havde kæmpet i Vietnam. Her havde han mistet sin vietnamesisk fødte hustru og var selv blevet skudt i ryggen. Kuglen havde klippet nogle nervetråde over, og tre af fingrene på højre hånd var blevet ubrugelige. Dog ikke aftrækkerfingeren, tilføjede tæppehandleren.

Og med aftrækkerfingeren strittende og bevægelig, var soldaten sidste efterår gået fra mujahedingruppe til mujahedingruppe med den ene bøn: Lad mig få lov at slå nogle kommunister ihjel. Omsider havde de forbarmet sig over ham, og i syv måneder havde den ulykkelige amerikaner kæmpet ved mujahedinernes side i bjergene.

Blev han så lykkelig? spurgte jeg. Tæppehandleren svarede ved at pege på et nyt fotografi. Fotografiet viste amerikaneren ved tilbagekomsten fra bjergene. Han sad omgivet af krigere, og hans ulykkelige træk var mildnet af et stort fuldskæg. Jeg kunne dog ikke afgøre, om han virkelig var blevet lykkelig bag fuldskægget. Sandheden om verdens ulykkeligste mand skulle jeg altså aldrig få opklaret. Men jeg tænkte på den afghanske flygtning, som havde sagt, at i en krig er det kun bedragerne, der bliver lykkelige.

Om det er sandt, at den sorte afghanske skorpion kan forvandle en sten til støv med sin gift, ved jeg heller ikke, selv om de fortæller det i Quetta. Men at der i Afghanistan virkelig lever en skorpion, som får huse til at smuldre og mennesker til at flygte, ved jeg nu, er sandt.

Jeg har selv set det.

Det Fri Aktuelt, juli 1988


Usynlige fronter (4 af 4)

Det Fri Aktuelt, juli 1988,

Den lille, tætbyggede afghaner fra Durannistammen, som jeg for et øjeblik siden trykkede i hånden, svinger pludselig sit kinesisk fabrikerede RPG-7 antitankmissil op på skulderen, mens han vifter de omkringstående bort. Så brøler det fra udstødningen, der ligner tragten på en trompet, og den udtørrede, grå ørkenjord hvirvles op, som om en jetmotor var gået i gang. Med det brag farer en ildkugle af sted, og samtidig flammer den hvide mundingsild fra antiluftskytset på de omkringliggende høje.

Et raketbatteri blander sig pludselig, og på få sekunder trækker tolv raketter deres hylende ildstreger tværs over den hvidglødende middagshimmel. Et par kilometer borte eksploderer ørkenen. Søjler af ild og jord rejser sig ved siden af hinanden, mens drønet fra nedslagene når frem med nogle sekunders forsinkelse.

Tidligt samme morgen passerede jeg grænsen til Afghanistan sammen med en engelsk og en amerikansk journalist. En søvnig pakistansk grænsesoldat kom ud fra det middelalderlignende fort med tykke stenmure og firkantede hjørnetårne, som symbolsk markerer den i øvrigt usynlige grænse i ørkenområdet mellem de to lande. Han fjernede vejspærringen, som ikke bestod af andet end et stykke rustent pigtråd udspændt mellem to mørnende stolper. Så vinkede han os uinteresseret forbi.

Vi var ikke på vej til nogen front, og det voldsomme skyderi betød ikke, at noget slag var i gang. Vi var blevet inviteret for at overvære et møde mellem stammeledere fra hele den afghanske opposition, en såkaldt jirgah, som af symbolske årsager skulle afholdes på afghansk jord. Når ørkenen blev pulveriseret, var det blot de skydeglade mujahediners måde at fejre vedtagelsen af vigtige politiske beslutninger på.

Morgenen igennem har en 200-300 stammeledere, fortrinsvis ældre mænd med store turbaner og ærværdige, grå skæg, siddet i skyggen af tre enlige træer på udlagte presenninger. De har hørt på en række talere, som stod omgivet af vajende trikolorer i det gamle afghanske kongedømmes farver, sort, rød og grøn.

Af og til har en stammeleder selv rejst sig for at tage ordet, og hans medbragte krigere har begejstret hyldet ham ved at fyre deres Kalasjnikov-maskinpistoler af i luften, så de omkringstående må dukke sig for tomme patronhylstre, som kastes ud i alle retninger.

Da middagsheden når sit højeste, melder det voldsomme skyderi, som næsten overdøver råbene „Allah u akhbar,“ Allah er stor, at en fælles beslutning omsider foreligger.

Ekskong Zahir Shah, der i femten år har levet i eksil i Rom, skal vende tilbage til afghanistan. Kongen skal være nationalt samlingspunkt og garantien for et frit og uafhængigt Afghanistan uden fremmed indblanding. I mellemtiden skal der oprettes en provisorisk overgangsregering, som skal befinde sig inden for landets grænser, men uden fast residens. Magtspillet om Afghanistans fremtid, når de russiske tropper har rømmet landet, er begyndt.

I Kabul sidder den nuværende kommunistiske regering og drømmer en håbløs drøm om fortsat at bevare en vis indflydelse også efter Sovjets tilbagetrækning.

I det nordlige Pakistan, i Peshawar, er der de såkaldte fundamentalister, som tæller fire af de bedst bevæbnede mujahedingrupper. Deres drøm er en islamisk republik efter iransk forbillede.

Og her i ørkenen foran mig er anden del af oppositionen ved at samle sig, de såkaldte traditionalister eller royalister, som ønsker den gamle konges tilbagekomst som en garanti for en genetablering af tilstandene før revolutionen og de sovjetiske troppers ankomst. Heller ikke de forestiller sig noget demokrati efter vestlig målestok med partier og parlamentsvalg, men snarere en centralregering med indskrænket magt og til gengæld en udstrakt grad af uafhængighed og selvstyre til de enkelte provinser og Afghanistans mange stammer.

En af mændene bag royalisterne er Mohammed Sardar, selv en slægtning af eksilkongen. Jeg træffer ham nogle dage før mødet i Afghanistan i en baghave i den pakistanske grænseby Quetta. Her konspirerer han med kommandanter fra forskellige mujahedingrupper for at sikre sig deres opbakning. Han breder armene ud mod journalisterne og hilser med følgende proklamation: „Alle blikke i Afghanistan er rettet mod mig. Mit blik er rettet mod Allah.“

Sardar er ikke nogen politiker i vestlig forstand. Han er en retorikkens og de teatralske bravaders mand, hvilket han selv er den første til at indrømme.

„Min stemme er min Kalasjnikov,“ siger han med en hentydning til guerillaens foretrukne mærke i maskinpistoler.

Med en maskinpistol diskuterer man ikke, og det er da også næsten umuligt at få den selvbevidste Sardar til at svare på et spørgsmål. Han afleverer blot en ny politisk tale, mens han triumferende hugger med hovedet, som om han stod foran en tusindtallig mængde og modtog den applaus, der naturligt tilkom ham.

Afghansk politik er uforståelig for vesterlændinge, mener Sardar, som præsenterer sig selv sådan her: „Min bedstefar kæmpede mod englænderne. Hans far før ham kæmpede mod inderne. Jeg er den fjerde fætter til kong Zahir Shah. Jeg er ingen kriger, jeg står ikke i spidsen for noget parti, men folket er på min side. I vesterlændinge kan kun tænke ti år tilbage. Men det er forkert. I må tænke hundreder af år tilbage, for historie avler historie.“

Sardar har allerede sikret sig opbakning for sit ønske om kongens tilbagekomst hos en af de mest magtfulde mujahedingrupper, Afghanistans Nationale Islamiske Front, der har den moderate, vestligt orienterede Galani som leder. Frontens problem er, at den ikke modtager lige så mange våben som sine rivaler, de fundamentalistiske, fanatisk islamiske guerillagrupper. Sardars forklaring er, at det er Pakistan, der administrerer våbentildelingen, og fundamentalisterne er blot marionetter for Pakistans ambitiøse militærdiktator Zia-ul-Haq, som støtter dem for at sikre sig kontrollen med et fremtidigt Afghanistan.

I modsætning til de uforsonlige fundamentalister ønsker Sardar en våbenstilstand med sovjettropperne, mens de rømmer Afghanistan. Hans plan med at oprette en provisorisk regering er at gøre den kommunistiske Kabul-regering rangen stridig som landets lovlige repræsentant. „Når de sovjetiske tropper forlader Afghanistan, kræver vi, at de efterlader deres våben. Og eftersom vi er landets lovlige regering, bliver det til os, de efterlader dem,“ forklarer han snedigt og naivt.

Om Sardar virkelig er fremtidens mand i Afghanistan eller blot en operettefigur i kanten af en krig, er ikke til at afgøre. Men det står fast, at det bliver kulissemænd som ham, der kommer til at bestemme udfaldet af magtkampen i et Afghanistan efter russernes rømning. Den kamp lader sig ikke afgøre militært. Det er de fleste iagttagere enige om til trods for guerillaens stormagtige fremskridt i forsommeren.

Ikke langt fra den pakistanske grænse i det sydvestlige Afghanistan ligger landsbyen Spin Baldak, hvor der det meste af juni måned blev udkæmpet hårde slag mellem guerillaen og den lokale landsbymilits støttet af kommunistiske regeringstropper. Situationen er fastlåst. Guerillaen er stærk nok til at holde byen belejret i et jerngreb, men ikke stærk nok til at indtage den.

„Og den situation er typisk for hele Afghanistan,“ siger Zia Mohjdedi, en forhenværende professor i agronomi ved Kabul Universitet, der nu arbejder som kommentator for Radio Voice of America. Mohjdedi tilføjer: „Det hele bliver yderligere kompliceret af, at de grupper, der støder sammen ved Spin Baldak, ikke blot er fjender af politiske grunde, som har med krigen at gøre. De har været fjender i 150 år. Også det er typisk for den afghanske situation. Historien spiller altid med.“

Afgørende for krigens udfald er officerernes loyalitet. Med den står og falder regeringshæren og dermed kommunisterne i Kabul. Sådan kalkulerer guerillaen i hvert fald, og derfor har den for længst indledt underhåndsforhandlinger med generaler og højere officerer for at få dem til at desertere i det afgørende øjeblik mod amnesti og penge. Det samme tænker regeringen, som for længst har indledt underhåndsforhandlinger med mujahedinledere for at få dem til at nedlægge våbnene mod amnesti og penge.

Krigen i Afghanistan har mange synlige fronter. Men i dag har den måske flere usynlige end synlige. Forræderi og desertering er nogle af dem. Hemmelige møder, penge, der skifter ejermænd, og håndtryk af begrænset troværdighed er andre.

Imens kæmpes der videre i byerne, i bjergene og i de røde ørkener. Og Røde Kors-hospitalet i Quetta med det pompøse tilnavn Kirurgisk Hospital for de Sårede i den Afghanske Krig, lider under overbelægning og må rejse telte i haven for at få plads til de stadig flere sårede, der skyller ind over grænsen.

Det Fri Aktuelt, juli 1988


Krigen som forfatterens alibi for det store drama ★★★★★

Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad, Fredericia,

Carsten Jensen har gjort det igen: Skrevet en fuldkommen utroværdig bog, der ender med at stå som en dyb sandhed. I betragtning af hvor få danskere, der reelt har været involveret i krigene i Afghanistan og Irak, må man sige, at krigene har fået meget plads i de senere års litteratur. Det er som om, forfatter efter forfatter har grebet muligheden for at hente et ekstra dramatisk element ind i en roman. Grøn Zone i Helmand-provinsen er simpelthen mere dramatisk end kolonihaverne på Amager. Men nu er det så en af sværvægterne, der drager i krig. Carsten Jensen, den fanden-i-voldske debattør og samfundskritiker -og mesterskribenten blandt essayister og manden, der skrev den forunderlige "Vi, de druknede". Carsten Jensen med det store, levende sprog har været i Afghanistan. Han har set de danske soldater på job, og han har skrevet en murstensroman. Sammensat af en lang række dramatiske forløb, opbygget med spændingskurver på samlebånd, et ret godt persongalleri -og så en dybrød tråd gennem det hele. Og netop denne tråd hiver romanen op fra den gennemsnitlige krigslitteratur.

Krig og litteratur Interessen for at skrive om de danske soldater i krig har været enorm. Den ene mandlige og kvindelige forfatter efter den anden har skrevet om soldaterskæbner -og om deres kærester. Forfattere, hvoraf mange ikke selv er i stand til at slå en bule i en blød hat, har kastet sig over krigen. Måske fordi krig rummer sin egen rædselsfulde fascination. Måske fordi krig er noget nyt for danskere. Og måske fordi forfatterne kan få en mulighed for at skrive sig helt ud. Dramaet har vide grænser. Og krig har inspireret til verdenslitteratur. Tolstoj, Remarque, Hemingway Fællesnævneren for storværkerne er krig. Carsten Jensen er ordkriger. Det har han altid været. Men der skal en kraftig lup til at se soldaten i Carsten Jensen. Alligevel skriver han en bog om krig og om soldater. Men det er ikke fordi, Carsten Jensen har skrevet en krigsbog. Han har skrevet en bog om mennesker og om den menneskelige psyke. Krig sætter folk under pres. Og når vi kommer under pres, viser sindet dybder, som ingen aner i en stilfærdig hverdag. "Den første sten" kalder Carsten Jensen romanen. Titlen får sin egen blodige forklaring mod bogens slutning.

Overlevelses-trang Undervejs oplever vi en flok unge danskere, kvinder og mænd, der har valgt at gøre en indsats i Afghanistan. Og gradvis oplever vi deres rådvildhed, deres tvivl, deres angst, deres vrede og sorg. Hvem er egentlig fjenden? Gradvist udruller Carsten Jensen en grum beretning om svigt, om kammeratskab, om kærlighed, om hævn -og om menneskets selvopholdelsesdrift og overlevelses-trang. Vi gør, hvad der skal til for at holde os flydende. Også det vi bagefter skammer os over. Umiddelbart begynder Carsten Jensen på en komplet utroværdig historie. Sådan er virkeligheden jo ikke for danske soldater. Sådan sker det ikke. Sådan noget forekommer ikke. Men efterhånden, som bladene vendes, begynder man at frygte, at det måske alligevel er sådan ude i virkeligheden. Inde mellem bjergene. Ikke bare de høje bjerge i horisonten i Afghanistan, men også de høje, mentale bjerge, vi beskytter os bag til dagligt. Når Carsten Jensens brutale afslutning er kommet til sidste punktum, sidder man dybt grebet med følelsen af at have fået kendskab til en dyb sandhed. Større kan en fortælling vel næppe blive.

Carsten Jensen, "Den første sten", 614 sider, Gyldendal.

af Arne Mariager


Sandhedens fallit ★★★★★★

Flensborg Avis,

"DEN FØRSTE STEN er en klog analyse af, hvad det er, der katalyserer krigen frem, og hvad krigen katalyserer frem i mennesket." skriver Flensborg Avis og giver romanen 6 stjerner. Læs hele anmeldelsen her.


Suveræn krigsroman ★★★★★

Ekstra Bladet,

Forfatteren Carsten Jensen har været en af de mest indædte kritikere af det danske militære engagement i Afghanistan.

Det er derfor med halvbange anelser, at man åbner hans murstenstykke krigsroman. For venter der en 614 sider lang kronik camoufleret som fiktion? Svaret er nej. 'Den første sten' er en brutal og actionmættet thriller, som i et simpelt sprog viser krigens meningsløse voldsorgier og dubiøse alliancer.

ROMANEN FØLGER en deling danske soldater, der keder sig gennem dagene, og hvis største ønske er at komme i kamp med Tali-Bob, som fjenden kaldes. Soldaterne er nemlig ikke kommet til Afghanistan 'for at vinde en krig. De er kommet herud for at vinde over sig selv'.

Delingen ledes af den karismatiske delingsfører Rasmus Schrøder, en figur som minder om den dæmoniske Obert Kurtz i Francis Ford Coppolas film 'Dommedag nu'. Romanen tager et skarpt herresving ind i den bestialske ondskab, da halvdelen af delingen bliver udslettet i et bagholdsangreb orkestreret af danskernes egen delingsfører.

De overlevende soldater begiver sig ud på en hævnmission, hvor de bliver brikker i et beskidt spil mellem et amerikansk sikkerhedsfirma og Taleban-sympatisører. Handlingen spidser for alvor til, da en dansk-afghansk agent forsøger at få de danske soldater ud af fjendeland. En mission, der ikke er nem, da soldaterne er konverteret til islam og har udslettet en flok amerikanske lejesoldater.

'DEN FØRSTE STEN' udstiller suverænt krigens brutale koreografi, hvor alle parter ender med at synke ned i den rene ondskab. I det krigsvoldtagne Afghanistan venter der kun én ting: ' The horror, the horror' - som oberst Kurtz messer i slutningen af 'Dommedag nu'.

Den første sten' er årtiers bedste danske krigsroman.

af Frank Sebastian Hansen.


Når fjenden bærer Fjällräv ★★★★★

Børsen,

Børsen giver Carsten Jensen 5 stjerner og kalder DEN FØRSTE STEN "en fyldig og gennemresearchet kleppert, der forsøger at afdække den moderne krigs væsen og uvæsen." og at "[det] lykkes ret godt i en sjælden kombination af hårdtpumpet action, filosofisk refleksion og sprogligt overskud.". Læs hele anmeldelsen her.


Carsten Jensen har skrevet en hæsblæsende murstensroman ★★★★★★

Berlingske,

Jørgen Johansen har læst og anmeldt DEN FØRSTE STEN for Berlingske og skriver blandt andet: "DEN FØRSTE STEN er en kraftpræstation, gjort af det materiale, som krigslitteraturens klassikere skabes af." Læs hele anmeldelsen her.


Når fjenden i Afghanistan bliver prikker på en skærm ♥♥♥♥♥♥

Politiken,

"Carsten Jensen har skrevet den hidtil bedste danske bog om Afghanistankrigen." - Lasse Horne Kjældgaard har anmeldt DEN FØRSTE STEN på Politiken. Læs hele anmeldelsen her


Robust prosa fra Helvede ★★★★★★

Nordjyske Stiftstidende,

ROMAN Carsten Jensen: " Den første sten" I Johannesevangeliet kan man læse følgende sætning: " Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten", og som man måske husker, så var der ingen, der blev tilbage for at stene den kvinde, der havde begået ægteskabsbrud.

Eller sagt på en anden måde: Den ene er lige så røget, som den anden er speget. Det er udgangspunktet for Carsten Jensens roman om danske soldater i Afghanistan, og det er det udgangspunkt, der udvikles med sikker hånd hen over godt 600 sider.

Jensen leverer et psykologisk stærkt portræt af danske soldater, der kommer til Helmand-provinsen med retfærdigheden i ryggen og visheden om, at de skal hjælpe et land i nød; men efterhånden som romanen skrider frem, lægges alle forsimplede forklaringsmodeller til side for, i en stærk og robust prosa, at bevæge sig ind i en menneskelig og moralsk gråzone - og det er her de eksistentielt set stærkeste passager i bogen findes.

Bogen er inddelt i to hoveddele, men på tværs af denne inddeling findes inddelingen i zoner: Hvid, der er Danmark, gul, rød, grå og sort, hvor panikken hersker. Romanens del to udspiller sig i sort i zone, eller " Hinsides godt og ondt", som anden dels jegfortæller (udsendt af FE) udtrykker det, " Det er der, vi er". Her vil jeg en passant indskyde, at til trods for den stærke effekt, så var der en væsentligt anden sammenhæng for Nietzsches oprindelige formulering: Det, der gøres af kærlighed, er hinsides godt og ondt. Men netop den spejling mellem en nihilistisk og en bekræftende udlægning er måske i virkeligheden bærende for bogen.

Bogens første træfning mellem de danske styrker og Taliban gør ondt i maven, ca. 300 sider længere fremme kommer den snigende igen, ubehaget i maven; et checkpoint styret af Taliban og en familiefar, der likvideres, mens hans børn sidder i bussen. Stilheden - forbundet med selvopretholdelsesdriftens allersidste, desperate udtryk. Jensen er fabelagtig, hans sproglige balancegang enestående. Men der er også en første sten, der smides i afmægtigt raseri. I sort zone, hvor alt er gråt, hvor de klare rammer smuldrer, hvor tingene løber sammen og der ikke længere er vished. Måske er dét Afghanistan - et geografisk punkt, der altid har været gennemløbet af hære på vej, et folk for hvem krigen er det normale. Denne bog skulle være pligtlæsning for politikerne og alle de danskere, der fra bag kaffebordene hylder krigen, soldaten, retfærdigheden.

af Christian Stokbro Karlsen


På vej ind i den sorte zone ★★★★★

Jyllands-Posten,

Jyllands-Posten giver DEN FØRSTE STEN 5 stjerner og skirver: "Carsten Jensen har støbt sin kritik af krigen i Afghanistan ind i en mastodont af en krigsroman, som skud for skud gennemhuller skønmaleriet af de godes kamp mod de onde." Læs hele anmeldelsen her.


Forstå soldaten og krigen

Information,

Information bringer interview med Carsten Jensen forud for udgivelsen af Den første sten

"Romanen er ikke en opfordring til en nations beslutningstagere om at besinde sig på en katastrofal krig. Det er heller ikke en debatbog. Det er en invitation til eftertanke hos den enkelte læser."

Læs hele interviewet her


Fiktion er indlevelsens og empatiens våben

Kristeligt Dagblad,

Interview med Carsten Jensen i Kristeligt Dagblad

”'Romaner lærer folk empati - krig gør det modsatte,' mener Carsten Jensen, der har brugt fem år på at skrive krigsromanen Den første sten om danske soldater i Afghanistan.”

"Krig er at tage liv. Og fjenden er nogens søn, bror, fætter eller måske ligefrem far, skriver Carsten Jensen i sin nye roman, Den første sten"

Læs hele interviewet med Carsten Jensen i Kristeligt Dagblad her


Aldrig kommer vi så tæt på hinanden som i krig - aldrig er vi så ensomme som i krig

Politiken,

Carsten Jensen bidrager til Politiken.

Forfatter og samfundsdebattør Carsten Jensen skriver her om krigen i litteraturen. Den 4. november udkommer hans roman Den første sten, der handler om en flok unge danske mænd og kvinder, der har meldt sig til krigen i Afghanistan.

Læs Carsten Jensen bidrag til Politiken her


Ved fronten er alle filosoffer

Ekko,

Carsten Jensen er med i Ekkos temanummer om krig, hvor han reflekterer over arbejdet med sin kommende roman om krigen i Afghanistan. Læs artiklen her.

Bestil Ekko #69 her


Se debatarrangementet: Afghanistan på egne ben?

Utrikespolitiska Institut,

Årsskiftet 2014-2015 blev et vendepunkt i Afghanistans moderne historie, da den NATO-ledede ISAF-styrke forlod landet. Efter 13 års udenlandsk militær tilstedeværelse på op mod hundrede tusind soldater, er nu kun tolv tusind soldater blevet tilbage for at bistå med støtte, uddannelse og rådgivning til de afghaniske sikkerhedsstyrker. Hvad har det internationale engagement gjort for Afghanistan? Hvordan påvirkes landet af den regionale kontekst? Hvordan ser Afghanistans fremtid ud, kan landet stå på egne ben?

Den 21 april bød Utrikespolitiska institutet (UI) i Stockholm til en samtale om Afghanistan 2015.

Se Carsten Jensen i samtale med Ann Wilkens og Ewa Werner Dahlin, modereret af UI-direktør Anna Wieslander her.


Det er med vores bortvendte rygge, vi dræber

Politiken,

"Det er med vores bortvendte rygge, vi dræber", skriver forfatter og samfundsdebattør, Carsten Jensen i dag i et debatindlæg i Politiken om de mange tusind bådflygtninge i Middelhavet. "Vores våben er havet og druknedøden, og når havet trækker sit ligklæde over de druknede, ser vi dem ikke mere, og vores liv kan fortsætte som før."

Men vi har et ansvar fortsætter Carsten Jensen og konkluderer:

"Skulle vi ikke sammen kunne løfte den byrde, som udgøres af et antal flygtninge, som ikke engang udgør 1 procent af vores samlede indbyggerantal? Kunne ikke netop disse nødstedte appellere til en genoplivning af den tradition for social og politisk fornyelse, som vi med rette er så stolte af?

Der er plads i Europa. Der er plads i Danmark. Vi er alle borgere i den samme verden."

Læs hele debatindlægget i Politiken her.


Det Danmark, vi kender -

Demonstration ved Justitsministeriet,

Tale afholdt torsdag d. 9. april i protest mod den fortsatte hjemsendelse af tvangsudviste afghanske asylansøgere trods de afghanske myndigheders udtalelser om, at de returnerer dem direkte fra lufthavnen, da de ikke kan tilbyde de hjemsendte et værdigt liv.

Hvorfor står vi her, den 9. april, hvor flagene på landets flagstange er gået på halv?

Danmark mindes, at vi for 75 år siden blev besat af et fremmed land. Følelsen sidder endnu i os, ydmygelsen, nedværdigelsen, glemmer et folk ikke så let, heller ikke selv om årtierne går.

Der er noget andet, vi ikke har lyst til at mindes: at vi godt 65 år senere selv påtog os besættelsesmagtens rolle. Sammen med resten af Natos medlemslande invaderede vi Afghanistan under en uskøn påberåbelse af alle de gode viljer: vi ville indføre demokrati, skabe en retsstat, befri kvinderne fra en årtusindgammel undertrykkelse, give børnene en uddannelse, vi ville skabe økonomisk fremgang og gøre alle afghanere til de lykkelige ejere af hver sin privatbil, hvert sit køleskab, hvert sit fjernsyn. Vi ville kort sagt gøre afghanerne til os.

Nu efter 13 års tilstedeværelse må vi erkende, at intet af det er lykkedes. Afghanerne blev ikke os. Tværtimod sank de ned i en stadig vildere malstrøm af krig og udnyttelse. En Nato-hær på 150.000 mand kunne ikke løse deres problemer. Astronomiske summer i bistandshjælp ændrede ikke ved fattigdommen. Vi havde allieret os med de forkerte, de værste, mest skånselsløse, forbryderiske elementer i det afghanske samfund, og for deres skyld satte vi unge soldaters liv på spil og hældte kostbare pengesummer ned i kriminalitetens bundløse huller. Og stædigt blev vi med at bedyre vores gode vilje og bade os i illusionen om vores egen uskyld, alt imens vi fremhævede frit opfundne positive resultater af vores fejlslagne indsats. I en forstemmende blanding af løgn, inkompetence og selvbedrag hævder vores politikere stadig. at vores indsats er en succes, skønt det afghanske folks lidelser kun er vokset under vores tretten år lange tilstedeværelse.

I dag går flaget på halv, fordi vi mindes de sørgelige år, da vi kom under en fremmed besættelsesmagts åg. Men i virkeligheden burde Dannebrog hver dag gå på halv, fordi vi mindedes vores egen skamfulde indsats som fremmed besættelsesmagt i et andet fremmed land, som vi med våbenmagt og korruption har forsøgt at påtvinge livsstil, der var dem inderligt fremmed.

Vi står her i dag, fordi vi finder, at det er vigtigt, Danmark mindes og ikke fortrænger sin egen rolle som bevæbnet besættelsesmagt. Hvis vi glemmer, lærer vi ikke af vores fejltagelser, og så er vi kun alt for parate til at gentage dem.

Vi står her også, fordi der er mennesker, hvis liv i dette øjeblik afhænger af, at nogen inde i justitsministeriet hører stemmerne udefra. Vi står her, fordi embedsmændene og justitsministeren selv er blevet døve og stumme. Igen og igen har de valgt at overhøre den fortvivlede stemme, der lyder fra Afghanistan.

Afghanistan, landet, vi løgnagtigt roser os af at have bragt på fode igen, er ved at falde fra hinanden for øjnene af os. Det er ikke noget, kritikere af krigsindsatsen siger. Det er ansvarlige embedsmænd fra den afghanske regering selv, der siger det, og de siger i en desperat appel til os i det krigsførende, velbjergede, selvtilfredse Vesten.

Stop for tvangshjemsendelser af de ulykkelige flygtninge, I nægter at hjælpe, skønt I selv er skyld i deres ulykke. Vi i Afghanistan kan heller ikke hjælpe dem. Vores land falder fra hinanden, 80% af det er uden regeringens kontrol, og disse mennesker vil selv, hvis de ikke er truet på livet, stå uden overlevelsesmuligheder. Og sender I dem alligevel, vil vi uden tøven sende dem retur til jer.

Sådan lyder budskabet fra afghanske embedsmænd med ansvar for flygtninge. Det er derfor, vi står her. Fordi de ikke lytter i jusitsministeriet. Fordi hverken embedsmændene eller justitsminister Mette Frederiksen vil fortælle rigspolitiet, at de skal holde op med under hårdhændet tvang at føre familier og enlige flygtninge ud til Kastrup for der at sætte dem ombord på et fly med kurs mod tragedier og menneskelig ulykke. Det, Danmark gør i disse dage, og har gjort gennem de sidste par år, svarer til at kaste mennesker overbord fra et skib i stormvejr og se dem blive taget af en hajfyldt malstrøm. Koldt og roligt ser vi de tvangshjemsendte hvirvle mod bunden.

Forskellen er blot, at nu siger afghanerne det selv. Vi er malstrømmen. Jeres tvangsudvisninger svarer i barbari til menneskeofringer.

Lytter I slet ikke derinde? Tager I ikke telefonen? Læser I ikke jeres emails, er kablerne blæst ned, fungerer interenettet ikke på Slotsholmen? Eller er det jeres menneskelighed, der er noget galt med?

Har I for travlt med jagte de unge danskere, I betragter som potentielle terrorister, fordi de forhærdes af jeres politik, og med jer som rollemodeller begynder at nære sammen foragt for menneskeliv, som I så åbenlyst gør?

Har Danmark for travlt med at levere luftstøtte til den sekteriske borgerkrig i det nordlige Irak og hjælpe den ene part med dens etniske udrensninger af den anden part? Er det derfor, I ikke har tid til at høre efter? Fordi der er større ting på spil i dansk politik end ansvaret for en håndfuld menneskeliv? Er det forklaringen på jeres tavshed?

Er vi, der står her uden for og løfter vores stemmer, blot naive, politisk ukyndige idealister, kort sagt idioter? Eller kunne det snarere være sådan, at naivitet, idealisme, omsorg, hjælpsomhed, for slet ikke at tale om ansvarsfølelse, ikke mindst over for de ulykker, man selv har forårsaget, at alt dette er uundværlige ingredienser i enhver politik, der vover at kalde sig demokratisk, et stort og krævende ord?

Vi står her også, fordi vi undrer os. Vi undrer os over, at alt dette sker under en socialdemokratisk ledet regering, som burde vide bedre. Er det virkelig sandt, at I grebet af en lammende angst for den for den kommende valgkamp har valgt at opgive alle menneskelige hensyn og i stedet hyle med på det ulvekor, der gør flygtninge til årsag til alle problemer?

Nej, det er ikke det socialdemokrati, vi kender. Nej, det er ikke det socialdemokrati, der byggede Danmark og gjorde Danmark til et åbent og rummeligt land. Det socialdemokrati, vi kender, redder de skibbrudne op af havet i stedet for at kaste dem ud i malstrømmen. Det Danmark, vi kender, er et land, hvor regeringen ikke fodrer ulvene, men i stedet lukker dem inde.

Vi står her, fordi vi ikke vil holde op med at håbe, hverken på vegne af de afghanske flygtninge, hvis liv i disse måneder står på spil, eller på vegne af det Danmark, der i disse år trænger så desperat til varme og menneskelighed.

Det er det Danmark, vi kender. Det er det Danmark, vi vil have tilbage.

Det vil være et Danmark, som fortjener, at flaget igen går på hel.


Carsten Jensen kommenterer attentaterne i København i den franske avis Libération

Libération,

Den franske avis Libération bringer i dag Carstens Jensens kommentar til attentaterne i København.

Under overskriften "Så kom den store stygge ulv omsider" skriver Carsten Jensen:

"Danmark er ubestridt det land i Europa, der i sit parlament har den stærkeste fremmedfjendtlige højrefløj, Dansk Folkeparti, der ved næste valg tegner til at blive landets største, og hvis synspunkter på fremmede deles af et flertal af Folketingets partier, herunder Socialdemokratiet.

Er det kun et tilfælde, at terrorgnisten sprang fra Paris til København?

Problemet med ytringsfriheden i Danmark var aldrig, at den blev misbrugt. Det var, at den ikke blev brugt tilstrækkeligt meget. At ikke nok danskere tog til genmæle."

Læs hele kommentaren her


Det dobbelte Danmark

Fyens Stiftstidende,

For forfatter og samfundsdebattør Carsten Jensen er Danmark bygget på lighed, tillid og tolerance. Det er et Danmark, han ofte møder og holder af, men han mener også, at danskheden de seneste to årtier er blevet tilbageskuende og reduceret til en truet dyreart, og at dansk krigsdeltagelse og fremmedfjendskhed har gjort landet til en krudttønde med kort lunte

Et selvradikaliseret Danmark, hvor kolde hjerter sætter dagsordenen. Så kontant var beskrivelsen, da Carsten Jensen dagen efter terrorangrebet i København fik trykt et debatindlæg i dagbladet Politiken, hvor han med en sædvanlig kritisk tilgang argumenterede for, at vi med attentatet i weekenden havde fået den konfrontation, vi selv har søgt i to årtier med dansk krigsdeltagelse og fremmedfjendtlig højrefløjspolitik.

Men fanger man den ærøskfødte samfundsrevser midt i formiddagskaffen, handler hans Danmarksbeskrivelse først og fremmest om lighed: -For mig er det Danmark, jeg er vokset op i og stadigvæk lever i, et Danmark, som først og fremmest er skabt af i det tyvende århundrede af arbejderbevægelsen. Det er et Danmark med meget stor lighed. Det er et Danmark med en velfærdsstat, som meget handler om omsorg for alle borgere. Og det er et Danmark med en tæt -og nogle gange også kvælende tæt -fælleskabsfølelse, siger han og uddyber det med ligheden: -Det er et Danmark, der på godt og ondt dyrker lighedsidealet sådan, at vi alle skal have lige gode muligheder, og hvis noget går galt for os i livet, så er der et sikkerhedsnet, der kan blive spændt ud under os i form af velfærdsstaten. Og så er det også et Danmark, hvor ligheden også kan blive til et krav om enshed, ensretning og jantelov, som kan opleves klaustrofobisk og kvælende. Så begge dele er for mig en del af det at være dansk.

Denne tosidighed går igen hos forfatteren, når han taler om danskheden.

Og det gør han gerne. Til foredrag på højskoler og til litteratur-og debatarrangementer. Én af hans hovedpointer går på, at en nation kan skabe sin identitet på to måder: -Den ene er ved hele tiden at søge efter sine rødder, og så får man en oplevelse af identitet som noget, der ligesom er statisk, som der er ikke må ændres ved, og som er baseret på en tradition, som man i andagt skal videreføre.

-Eller også kigger nationen fremad mod fremtiden, og så er man ikke et bevarende, men et handlende fællesskab. Så stiller man sig hele tiden spørgsmålet: " Hvad er det for et samfund, og hvad er det for et liv, vi vil have?" Og så prøver man at handle derefter, forklarer han.

Danskheden bliver en panda Og ifølge Carsten Jensen har den tilbageskuende tilgang været den mest dominerende i Danmark gennem de sidste to årtier. Han synes, at danskheden er ved at tabe sin " dynamiske karakter" og blive et defensivt begreb: -Så er danskhed ikke et begreb, der tager verdens udfordringer op, men noget, der skal værnes om.

Altså næsten som pandabjørnen hos Verdensnaturfonden -danskheden som truet dyreart, siger han.

Og selv om man ofte oplever en kritisk og til tider provokerende Carsten Jensen, der langer ud efter denne måde at anskue danskheden på, når han går ind i diskussioner om asylpolitik, dansk krigsdeltagelse eller integration, mener han ikke, at det generelt er en holdning, man kan tilskrive den danske befolkning: -Vi hører så meget om forskellen mellem politikere, medier og så befolkningen derude. Og det antydes ligesom altid, at folkedybet og de folkelige kræfter står langt til højre for det etablerede Danmark, og at Dansk Folkeparti med sin populisme og sit fremmedhad er den sande talsmand for det danske folk. Men jeg vil vove at hævde, at der er lige så mange derude, som er lige så sandt folkelige som den højrefløj, Dansk Folkeparti påråber sig. Men som i stedet er tolerante, åbne og rummelige.

For Carsten Jensen er det imidlertid også et Danmark, man ikke hører og ser så meget til. Han mener, at de tolerante kræfter, der for eksempel lægger et stort hjælpearbejde i disse år over for flygtninge, på en måde eksisterer på trods. Men det er et Danmark, han i høj grad føler sig hjemme i: -Det kan godt være, at jeg har et ry for at være elitær og arrogant.

Og det er jeg sikkert også. Men jeg kommer faktisk meget ud blandt folk. Jeg kommer meget rundt og holder foredrag, og jeg kommer meget rundt i landet. Og der møder jeg hele tiden det andet Danmark, som jeg føler er mit Danmark, og som jeg holder af. Og som ikke er indebrændt, indelukket og selvtilstrækkeligt.

Os-og-dem er udansk Når Carsten Jensen er hurtigt ude og tage del i den mangesidige debat oven på terrorangrebet i København, handler det således også om, at attentatet ifølge ham afspejler en sørgelig udvikling i det Danmark, han holder af.

-Jeg kan så ikke lade være med at føle, at Danmark er blevet et af Europas brændpunkter, fordi vi har engageret os så militant på så mange fronter. Storbritannien er det eneste andet land i Europa, der har været engageret i lige så mange krige, som vi har, de sidste 14 år. Og vi er det land, der har det ubestridt største fremmedfjendske højrefløjsparti med markant parlamentarisk indflydelse. Og vi er Muhammedkrisens fædreland. Det vil sige, at i Danmark er der en koncentration af krudttønder med meget kort lunte, når det kommer til forholdet med de etniske minoriteter. Det er jo et modsætningsforhold, der er skabt af politikere. Og afspejler de virkelig, hvad vi vil som befolkning? Carsten Jensen er overbevist om, at svaret på det spørgsmål er nej.

Ifølge ham er det nemlig utrolig udansk at skabe et os-og-dem forhold.

-Tolerancen, åbenheden og rummeligheden udspringer af en følelse af, at der skal være plads til os alle sammen. Og det udspringer jo også af, at der i det danske samfund er en meget grundlæggende tillidsfølelse.

Forstået på den måde, at vi har meget svært ved at tro om andre, at de vil os noget ondt. Så hvis de er anderledes end os, tillægger vi dem ikke i første omgang nogle skjulte hensigter eller dårlige motiver.

Han mener, at denne grundlæggende tillid er lige så afgørende at kæmpe for i den nuværende debat, og at den ikke må drukne i et debathav fyldt med ord som radikalisering og terrorpakker. Det er nemlig denne tillid, det danske samfund bygger på: -Danmark er ikke et samfund, hvor der er mistillid mellem borgerne og mellem borgerne og staten, og det skyldes, at vi føler, at det er et samfund, vi selv har skabt. Vi lever ikke i en samfundstruktur, der er blevet påtvunget os eller trukket ned over hovedet på os ovenfra. Nej, vi føler, at det samfund, vi lever i, har vi selv været med til at bygge. Det mener jeg er en proces, der tager sin begyndelse tilbage i 1800-tallet i grundtvigianismen, og som arbejdebevægelsen så viderefører i det 20. århundrede.

Moderate danskere Så den konfrontation, som vi ifølge forfatteren nu har fået og selv har søgt, udspringer af mistilliden. Og hvad man så stiller op med den, har han også et bud på: -Vi har det her yndlingsudtryk, hvor vi deler muslimer op i ekstreme og moderate. Men jeg tror også, at vi skulle begynde at efterlyse flere moderate danskere, siger han og uddyber: -Det er danskere, der ikke ønsker en konfrontation. Og jeg tror, de danskere findes spredt over hele det politiske spektrum undtaget ude på den yderste højrefløj. Men jeg tror også, der er mange borgelige danskere, der føler sig som gidsler for konfrontationssøgen. Hvad enten det er i vores krige eller i forhold til vores indvandrere og deres efterkommere.

Og jeg tror, mange af dem føler sig politisk hjemløse, og de har ikke alle sammen lyst til at stemme på Enhedslisten eller SF.

Og med den analyse vender Carsten Jensen tilbage til sin egen tese om at skabe nationens identitet ved at skue fremad. Han håber, at de danske politikere i højere grad vil tage ansvar for fremtidens Danmark og en mere åben danskhed: -Jeg ville bare håbe, at der var flere borgerlige partier og også Socialdemokratiet, som på en helt anden måde hejste flaget og signalerede deres villighed til et mere harmonisk samliv med de etniske minoriteter i landet.

Og det er det samme flag, vi som folk bliver nødt til at hejse oven på sidste weekends uhyrligheder, påpeger han: -Hvis der overhovedet er noget, vi kan lære af det her forfærdelige attentat, så må det være, at enten så bygger vi fremtidens Danmark i et fælleskab mellem de etniske danskere og de etniske minoriteter, eller også så ødelægger vi det i fælleskab.

[ Hvis der overhovedet er noget, vi kan lære af det her forfærdelige attentat, så må det være, at enten bygger vi fremtidens Danmark i et fælleskab mellem de etniske danskere og de etniske minoriteter, eller også så ødelægger vi det i fælleskab. Carsten Jensen.

Carsten Jensen

Født 24. juli 1952 i Marstal på Ærø.

Forfatteren og journalisten har udgivet en række romaner, kritiske essay, artikler og rejsebøger.

Uddannet i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1981 Brød igennem som kritiker ved Dagbladet Politiken i 1980' erne.

Modtog i 1997 De Gyldne Laurbær for rejseberetningen " Jeg har set verden begynde".

I en række essaysamlinger og kritiske debatindlæg har han placeret sig som en central samfundskritiker og har især deltaget aktivt i debatten om den danske krigsdeltagelse i blandt andet Irak og Afghanistan.

Med romanerne " Vi, de druknede" og " Sidste rejse" fra 2006 og 2007 er han blevet en af Danmarks mest læste forfattere.

For " Vi, de druknede" har han modtaget P2' s romanpris og Danske Banks Litteraturpris.

Har desuden modtaget Olof Palmeprisen i 2010 og Søren Gyldendalprisen i 2012.


Hvorfor drager vi i krig?

Information,

"Jeg har denne drøm at se veteraner fra Afghanistan mødes med hjemvendte Syriens-krigere. Jeg tror, det ville være godt og udviklende for begge parter. Og de ville have et fælles sprog, nederlagets og den nødvendige desillusions. Og lige så meget mod, som det kræver at møde fjenden på slagmarken, lige så meget mod kræver det at møde ordet nederlag og ikke slå blikket ned.

Måske kan dette møde ikke lade sig gøre andre steder end i litteraturen. Litteraturen et stedet for de umulige møder, ikke altid for kompromisets eller forsoningens skyld, men altid i klarhedens og tydelighedens navn. Kan vi anskue krigen som et erfaringsrum for alle de modsætninger, der findes i et menneske, ikke kun en ydre slagmark, men også en indre?

I skal ikke tage fejl, for det er det, jeg hele tiden har talt om, litteraturen og det, den frie, uafhængige fantasi kan udrette, den afprøvende, undersøgende menneskekundskab, som er blevet hjemløs uden for kunsten, og selv i kunsten ofte har svært ved at finde et sted."

Læs Carsten Jensens essay om krig og litteratur her.


Fem forfattere om ytringsfrihed

Information,

"»Du er kristen, ikke sandt?«

Hans blik var nu noget mere end bare inkvisitorisk. Det var direkte truende. Mit mod sank.

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne sige sandheden. At jeg ikke havde noget trosforhold, og hvis jeg troede på noget, så var det Einsteins relativitets teori, Schrödingers kat, Heisenbergs usikkerhedsprincip, ormehuller og sorte huller i en pærevælling, kort sagt universets gådefuldhed og al videns indbyggede mangelfuldhed i modsætning til al religions skråsikkerhed.

Det var derimod ikke noget problem at sige, jeg var kristen. Jeg var fra Vesten. Militssoldaten vidste, at i Vesten er vi ikke muslimer, og kristen var godt nok for ham. Det gjorde os på en vis måde til ligemænd i den forstand, at vi begge havde en Gud, der ikke måtte krænkes. Det var fint med ham, at jeg var vantro, hvis bare jeg tilhørte en afart af vantro, der var lige så militant intolerant som hans tro. Det var min forståelse, han appellerede til. Du har selv en gud, så må du da kunne forstå, at den, der krænker ham, må betale med sit liv."

Information har efter angrebet på Krudttønden og Københavns Synagoge bedt fem forfattere – Carsten Jensen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Kristina Stoltz og Thomas Boberg – fortælle, hvad ytringsfrihed betyder for dem, og hvad det er for en kamp for ytringsfriheden, der skal kæmpes i vores globale verden.

Læs de fem forfattere om ytringsfrihed her.


Carsten Jensen kommenterer Københavner-attentatet i Frankfurter Allgemeine Zeitung

Frankfurter Allgemeine Zeitung,

Læs Carsten Jensens kommentar på weekendens attentat i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung her.


Så kom omsider busemannen

Dagbladet,

Dagbladet i Norge bringer Carsten Jensens kommentar om attentatet i København.

Læs hele kommentaren her


I to årtier har vi målrettet styret mod konfrontationen - nu har vi fået den

Politiken,

"Når politikere på den danske højrefløj tæller blandt Europas værste demagoger, er det ikke et problem for ytringsfriheden.

Det er derimod et problem for den værdighed og det ansvar, der altid bør forbindes med et politisk embede som folkevalgt. Men værdighed og ansvarsfølelse er det i dag nærmest umuligt at forbinde med flertallet af danske politikere.

Der er stadig et åbent og rummeligt Danmark derude, et civilsamfund, der forsøger at trænge igennem den mur, der udgøres af medier og Christiansborg. Men det tolerante Danmark adresseres ikke af nogen politikere. Det opmuntres ikke af nogen partier. Det inviteres ikke til at tale foran nogen mikrofoner. Det tolerante Danmark er i færd med at blive stumt, og fra i morgen vil det være på større afstand af mikrofonerne end nogensinde før."

Læs hele Carsten Jensens artikel i Politiken her.


Dansk terrorangreb er ikke en overraskelse for nogen, skriver forfatteren Carsten Jensen

Helsingin Sanomat,

Den finske avis Helsingin Sanomat bringer Carsten Jensens kommentar om attentatet i København.

Læs hele kommentaren på finsk her


Fortfarande finns det ett öppet och ­rymligt Danmark för den som vill lyssna

Dagens Nyheter,

"När terrorattentaten mot kulturhuset och synagogan inträffade var frånvaron av överraskning det mest slående. Danmark är ett land som i två decennier har styrt mot konfrontation. Nu har vi fått den, skriver den danske journalisten och författaren Carsten Jensen."

Læs Carsten Jensens artikel om attentatet på Krudttønden fra den svenske avis Dagens Nyheter her.


Syrizas sejr burde vække Socialdemokraterne herhjemme

Politiken,

"Reaktionen mod nødvendighedens politik så vi i denne uge, da det græske parlamentsvalgs store vinder blev det venstreorienterede parti Syriza. Grækerne gjorde op med afpolitisering og dømte de partier ude, der dansede efter økonomernes pibe. Det burde være skriften på væggen for de danske socialdemokrater. En skrift, der efterhånden har stået der længe. Men desværre er deres reaktion på den krise, de befinder sig i, at kopiere højrefløjen".

Sådan siger den 62-årige forfatter Carsten Jensen. Han peger på nødvendighedens politik og afpolitiseringen, der følger med, som den største samfundsforandring i årtier.

Læs hele artiklen i Politiken her.


Jensen som refsar og optimist

Dag og tid,

– Eit demokrati skal leggje kapitalen i lekkjer, seier forfattar og samfunnsrefsar Carsten Jensen.

SAMFUNN

ROALD HELGHEIM roald@dagogtid.no

– Sjå ikkje til Danmark, sa han til Dag og Tid då han rasa mot utkas¬tinga av irakiske kyrkjeasylantar i København, offer for ein krig Danmark hadde vore med i. «Hos oss er Bush framleis amerikansk president, Obama eksisterer ikkje», la han til.

I 2011 skreiv du i artikkelen «Mission meiningslaus» at «Det var USAs president Barack Obama som gjorde meg til motstandar av krigen i Afghanistan». Det må du forklare. – Eg var ikkje mot invasjonen frå starten, men når Obama slutta med å snakke om likestil¬ling for kvinnene og utdanning, og i staden utelukkande priori¬terte «tryggleiken» med å setje inn 150.000 Nato-soldatar, gjekk det opp for meg at velferda til afgha¬narane aldri låg oss på sinnet. Når dei fleste soldatane har reist frå landet, er det ikkje fordi det er fred. Vesten har gjeve opp å knuse Taliban, som står sterkare enn nokon gong. Demokratibyggjinga har spela fallitt, og på kort tid har det skjedd ei maktforskyving der både opprørarar og krigsherrar fyller tomrommet. Vi greidde ikkje å skape verken ein truverdig stat eller noko anna som kunne minne om lov og orden.

EIN NY FALLITT

I fjor skreiv Carsten Jensen og Anders Sømme Hammer boka Alt dette kunne vært utgått. Tittelen skriv seg frå ein stammeleiar som, som takk for å vilje hjelpe amerikanske soldatar, fekk ei hette over hovudet og vart send til Guantánamo, der han sat fengsla i seks år. Som ein viktig samfunnsrefsar har Jensen også opplevd karikaturstriden på nært hald, ein strid som ti år etter at han braut ut i København, eksploderte med dødeleg utfall i Paris, i hjartet av Europa.

Kva tankar gjer du deg når terrortrusselen etter så mange års krig mot terrorismen er større enn nokosinne? – At kampen mot han må ha vore forfeila. Så forfeila at han har ført til ei radikalisering til og med av ungdom fødd og oppvak¬sen i heimlandet mitt, Danmark. Etter London i 2005 har Al-Qaida ikkje stått bak eit einaste åtak i Europa. Samstundes er dei sterkare enn nokon gong i Irak og Afghanistan, der folket er etterlatne i hendene til IS, opprørarar og etniske militsar. Mens den danske utanriksministeren Møller måler suksessen i kor stor innverknad vi har fått i Washington.

BARN AV EUROPA

Kva meiner du er felles for terroren i Europa? – At terroristane sjølve ofte er barn av Europa, som del av ein etnisk underklasse av innvandrarar, med røter i Nord-Afrika, Midtausten og Pakistan. Stebarna til framsteget, som globaliseringa aldri tydde utvikling, demokrati og framgang for. Terroristane bak 11. september var saudiarabarar som hadde budd i Vesten, terrorismen deira sprang ikkje ut av ein rotfesta islamsk tradisjon, men tvert om av rotløysa og identitetsløysa.

Korleis ser du på tilhøvet mellom ytringsfridom og blasfemi eller krenking? – Ytringsfridomen i Vesten er ikkje truga av statleg sensur, men nokre av utøvarane er truga på livet, og det kan vi ikkje late att augo for. Dei må vernast, men ikkje av antiterrorlover som innskrenkar fridomen vår. Men vi må heller ikkje late att augo for at krigane i Irak og Afghanistan fungerer som ein radikaliserande faktor, saman med den ofte ned¬setjande, diskriminerande språkbruken av innvandrarar som heile tida gjer dei synonyme med problem og brennemerkjer dei som medlemer av ein verdlaus kultur. Den første generasjonen av innvandrarar var ikkje radikale islamistar. Dei kom ofte frå landområde og var kulturelt konservative. No opplever vi eit ungdomsopprør blant andre og tredjegenerasjons innvandrarar, og det er ikkje vendt mot dei konservative foreldra, men mot oss og fridomen vår. Det er tragisk, men vi er sjølve ikkje utan skuld.

Tykkjer du om det franske satirebladet? – Eg har aldri lese det, men eg trur den myrda sjefredaktøren når han i intervju har skildra satiren som lattermild og full av hjartevarme, motsett talemåten til høgrekrefter som Le Pen, nederlandske Geert Vilders, den fram¬veksande anti-islamske rørsla Pegida og andre. Der er eg samd med Angela Merkel. Ho seier dei er fulle av kulde i hjarta sine.

DEN REISANDE

Titlane på bøkene viser at Carsten Jensen er ein mann på reise. I Noreg slo han gjennom med bøkene Jeg har sett verden begynne og Jeg har hørt et stjerneskudd, mens den tjukkaste boka med oppdagingsreiser heiter berre Ut.

– Det er ei bok som no spen¬ner over 32 år, og som eg kallar min intellektuelle sjølvbiografi. Eg har forsynt reportasjane med nyskrivne introduksjonar som gjev ein idé om mi eiga utvikling gjennom desse åra og skildrar korleis dei ulike reisene og reportasjeoppdraga har verka inn på min eigen tankegang.

Er du ein optimist? – Eg tykkjer eg har plikt til å vere ein optimist, men eg tykkjer Vesten stadig oppsøkjer konfrontasjonar, der det har vorte ein regel at dei berre kan løysast militært. Den globale marknadskapitalismen er laus, og demokratiet som skal leggje kapitalen i lekkjer, har svikta oppgåva si. Vi opplever ei aukande polarisering mellom rik og fattig. I tillegg kjem klimaendringar det verkar som ingen med politisk ansvar har tenkt å gjere noko med.

Kva seier du til Jens Stoltenberg som er Nato-sjef etter Anders Fogh Rasmussen? – Eg seier at han skal gjere det motsette av Fogh Rasmussen. Han oppførde seg som ein maktsjuk afghansk krigsherre der retorikken heile tida var konfrontasjon, og alt han gjorde, var ein fiasko. Difor seier eg til Stoltenberg: Tenk først på kva Fogh Rasmussen ville gjort, og gjer det stikk motsette!

Blir den neste boka di ein roman om Afghanistan? – Den neste boka mi er ein roman med tittelen Den første sten. Ho kjem til hausten og skildrar opplevingane til ei gruppe danske soldatar under krigen i Afghanistan, og eg blir sikkert utvist frå Danmark når ho kjem ut. Då kan eg jo slå meg ned i Noreg, seier Carsten Jensen.


Ytringsfriheden er truet

Jyllands-Posten,

"”Der er en meget konkret trussel imod ytringsfriheden i dag. Vi har set attentatforsøget imod Kurt Westergaard og Lars Hedegaard, og nu ser vi attentatet i Paris. Verden er blevet meget mere polariseret. Det tegner et trusselbillede af, at det for folk med bestemte holdninger er potentielt farligt at træde frem. Det kan man ikke benægte,” siger han og understreger, at truslen kommer fra terrorister – ikke fra krav om statslig censur.

Carsten Jensen opfordrer alle borgere i Paris til at vise støtte til Charlie Hebdo. Også selv om han nødvendigvis ikke er enig i den journalistiske linje, som magasinet er kendt for."

  • Læs hele interviewet med Carsten Jensen om Charlie Hebdo og ytringsfrihed i Jyllands-Posten her

Bestseller som fortælle-teater

Fyens Stiftstidende,

Forfatteren Carsten Jensen har siden hans bog "Vi, de druknede" blev en kæmpe succes og international bestseller fået mange henvendelser fra teatre og filmproducenter om at bearbejde det digre værk til teater eller film. Det er endnu ikke blevet til noget. Da Grønnegade Teater, et lille egnsteater i Næstved, spurgte, mente forfatteren , at her var folk, som troede på mirakler, og sagde ja til et stykke fortælleteater med kun tre mennesker på scenen.

Torsdag 22. januar kan teatergængere se "Vi, de druknede" som teater i Industrien i Aarup. De tre på scenen er skuespiller og fortæller Peter Holst. Der er musiker og komponist Sune Skuldbøl Vrå Nielsen samt video-og lysdesigner Pernille Plantener Holst. Romanen er bearbejdet til teater med afsæt i fornem mundtlig fortælletradition. Peter Holst er alle de gamle sømænd, der er vendt hjem fra de store have. Nu sidder de på et værtshus og fortæller løs om deres livs eventyr. De tre skaber i spil, fortælling, musik, lys og video en unik fortælling om mennesker på tværs af tid og rum. Arrangør er Vestfyns Teater i Glamsbjerg. Inden teaterforestillingen kommer Assens Marineforenings Shantykor på 18 shantysangere og slår den maritime stemning an. Carsten Jensen er selv begejstret for den særlige forestilling. 22. januar mødes publikum af sømandssang 19.15. Forestillingen begynder kl. 20.

Se mere her.


Vi ærer de døde soldater bedst ved at fortælle sandheden

Politiken,

"Men jeg mener ikke, at de døde har fortjent at få lagt en buket af løgne på deres grave. Jeg mener, at vi bedst ærer deres minde ved at fortælle sandheden om en flok ryggesløse og opportunistiske politikere, der til trods for alarmerende kendsgerninger bed sig fast i en udsigtsløs krig og blev ved med at lyve om den."

Læs Carsten Jensens svar på forsvarsminister, Nicolai Wammens kritik "Carsten Jensen burde skamme sig" her og læs Carsten Jensen debatindlæg "Derfor er krigen i Afghanistan en evighedskrig", der affødte debatten, her.


Carsten Jensen burde skamme sig

Politiken,

"At soldaterne og deres pårørende så skal læse Carsten Jensen nedgøre soldaterne, er helt utilstedeligt, og Carsten Jensen burde ganske enkelt skamme sig.

Hvad der til gengæld står Jensen frit for, er at kritisere beslutningstagerne. Så ret skytset mod os!"

Læs forsvarsminister, Nicolai Wammens reaktion på Carsten Jensens kronik "Derfor er krigen i Afghanistan en evighedskrig" her og læs Carsten Jensens modsvar "Vi ærer de døde soldater ved at fortælle sandheden" her


Balkan-veteran om krigs-kritik: Krig er ikke et eventyr - Det er helvede på jord

BT,

"Forfatteren Carsten Jensen har fået sat gang i en Afghanistan-debat. I et længere debatindlæg i Politiken lørdag beskyldte han unge, danske soldater for at være eventyrlystne og på udkig efter en mulighed for at skyde på dårligt udrustede fjender.

Det fik forsvarsminister Nicolai Wammen (S) til at fare i flæsket på ham. »Skam dig« over at gå efter soldaterne og ikke dem, der sender soldaterne i krig, var hovedbudskabet.

Nu tager en dansk krigsveteran bladet fra munden. Der er ikke noget eventyr ved at drage i krig, siger han."

Læs krigsveteranen, Benjamin Yehs udtalelse til BT og Carsten Jensens respons her.


Hav en skøn fremtid i teltlejren

Information,

"Danske døre er lukkede for flygtninge, mens danske bombelemme står vidtåbne over deres fædrelande. Når bare vi kan få lov at bombe, er vi fast besluttede på at frelse verden. I alle andre tilfælde vil vi helst benægte, at verden uden om os findes."

Mere end 130.000 er flygtet fra Kobane til Tyrkiet. Men når flygtninge fra den blodige borgerkrig i Syrien står ved vores grænser, fortæller vi dem, at de ikke skal bekymre sig: Vi slår ihjel for deres skyld, og om et år har vi dræbt så mange, at alle deres problemer er løst, og de kan vende hjem, skriver Carsten Jensen. Derfor kan vi kun give dem en midlertidig opholdstilladelse uden ret til familiesammenføring.

  • Læs hele Carsten Jensen artikel i Information her.

Derfor er krigen i Afghanistan en evighedskrig

Politiken,

"Uden krig er en moderne hær i samme situation som en virksomhed, der ikke får afsat sine varer. Bevillinger risikerer at blive sparet væk, og det bliver sværere at rekruttere nye soldater. En god krig er en krig, der fortsætter."

Læs Carsten Jensens artikel om den 35 år lange evighedskrig i Afghanistan her og læs den følgende debat i forsvarsminister, Nicolai Wammens svar: "Carsten Jensen burde skamme sig" her og Carsten Jensens svar på forsvarsministerens kritik i "Vi ærer de døde soldater ved at fortælle sandheden" her.


Behøver lykke at være synonymt med selvtilstrækkelighed for danskerne?

Politiken,

"I ankomsthallen i Københavns lufthavn hilses rejsende velkommen med den optimistiske oplysning, at Danmark er verdens lykkeligste nation. Nedenunder står der: »That calls for a Carlsberg«. Men der er nogen, der oplever et andet Danmark.

I tirsdags stod jeg sammen med en håndfuld aktivister op ad en mur i Kastrup Lufthavn omringet af fjorten betjente, der forklarede os, at vi var tilbageholdt. Vi havde netop forsøgt at forhindre udvisningen af to unge afghanere, der var blevet nægtet asyl af de danske myndigheder. Jeg var på besøg i det andet Danmark."

Læs hele Carsten Jensens indlæg i Politiken her.


Carsten Jensen taler om VI, DE DRUKNEDE i Flensburger Nachrichten

Flensburger Nachrichten,

Carsten Jensen taler på Schifffahrtsmuseum i Flensborg om sit 800-siders værk, Vi, de druknede. Læs artiklen på tysk her.


Åbent brev til en tvivlende udenrigsminister

Politiken,

”Vi danskere er ikke krigstrætte, for krigstræthed forudsætter et indre ubehag, ja, måske ligefrem en vågnende modstand. Vi har blot skubbet de ustandselige krige ud i periferien af såvel vores bevidsthed som de offentlige debatter, og jeg kan ikke lade være med at overveje, om det er et forhold, du bevidst spiller på. Du tænker, tvivler og tror på vegne af en passiviseret befolkning, som ikke selv kommer til orde.”

Læs hele Carsten Jensens åbne brev til udenrigsministeren her


»Assad er den store psykopat - Islamisk Stat er amatørpsykopater«

Politiken,

Danmark har efterladt en stribe fejlslagne stater bag sig efter krigene i Irak, Afghanistan og Libyen, siger forfatter Carsten Jensen. Nu gør vi det igen. Og allierer os indirekte med Syriens præsident Assad, der har slået 200.000 ihjel.

Hør Politikens udsendelse her


Carsten Jensens femstjernede anmeldelse af DR’s dramasatsning, 1864, er røget ind på en niendeplads over Ekkos mest læste artikler

Filmmagasinet Ekko,

Carsten Jensens femstjernede anmeldelse af DR’s dramasatsning, 1864, er røget ind på en niendeplads over Ekkos mest læste artikler.

Serien udfordrer ifølge Carsten Jensen den gængse forestilling om Danmark som lilleputnation: ”Heldigvis er det den ubekvemme version, Ole Bornedal har lagt til grund for sin serie om nationens traume-år, 1864” skriver han og kalder den ”en velrettet knytnæve retur, som efterlader højrefløjen med en brækket næse.”

Læs hele anmeldelsen her og læs Ekkos top ti-liste her

Ole Bornedal har ikke selv haft nogen politiske intentioner med serien og udtaler i et interview i Ekstra Bladet, at selvom han sætter pris på de fem stjerner, har Carsten Jensen på linje med venstrefløjen misforstået serien:

”Jeg ønskede blot at skabe en historie om krig og kærlighed, der gik direkte i hjerterne hos de danske tv-seere. - Og jeg er virkelig ked af det, hvis jeg har startet en borgerkrig. Det har aldrig været min hensigt, at tv-serien skulle starte en moderne skyttegravs-krig mellem venstrefløjen og højrefløjen i Danmark.”

Serien har affødt en række reaktioner. Pia Kjærsgaard har i Berlingske Tidende kaldt seriens skildring af perioden for ”makværk” og Søren Krarup har karakteriseret serien som ”kulturradikal propaganda” i en debat med Carsten Jensen i Jyllandsposten.

Ifølge Carsten Jensen formår Ole Bornedal dog at bringe kunsten tilbage i samfundsdebatten samt at korrigere vores nationale myter: ”Fremhævelsen af vores eget ansvar for katastrofen i 1864 er selvfølgelig ubekvem, fordi den går stik imod vores selvforelskede nationalmyte som evigt forfulgt uskyld. Historiske sandheder er altid ubekvemme.”

Læs debatten mellem Carsten Jensen og Søren Krarup her

Læs Pia Kjærsgaards kritik af serien her

Læs interview med Ole Bornedal her


Den uvirkelige krig og de uberørte danskere - Fra skyttegraven til vejsidebomben

DRK,

Alt hvad man bør vide om første verdenskrig og dens konsekvenser live fra Københavns Universitets Festsal. Lørdag den 6. september dedikerede DR K i samababejde med Golden Days' markering af 100 året for Første Verdenskrig 12 uafbrudte timers transmission – fra klokken 10 formiddag til klokken 22 aften - til at få svar på de mange spørgsmål om første verdenskrig og dens konsekvenser.

Hør tredje del, Puslingeland, du hygger dig i smug" - Første Verdenskrig og dansk mentalitet, hvor Carsten Jensen holder oplægget, Den uvirkelige krig og de uberørte danskere - Fra skyttegraven til vejsidebomben, og hør ham læse fra sin kommende bog, Den første sten.

Oplægget og oplæsningen, der kan findes 02:02 inde i klippet, kan ses og høres her


Carsten Jensen kommenterer på den politiske situation tre år efter Socialdemokratiets valgsejr.

Politiken,

Carsten Jensen kommenterer på den politiske situation tre år efter Socialdemokratiets valgsejr. Hør hans kommentar her

Læs desuden Carsten Jensens kronik i Politiken: Den socialdemokratiske epoke slutter med Helle Thoning-Schmidt i anledningen af treårsdagen for Socialdemokratiets valgsejr her


Wonderful Danmark på vej i nye hyggekrige

Politiken,

”Hvis vi ser på vores krigsdeltagelse de sidste 10 år, er vi, bedømt med den målestok de forudgående 140 års historie har givet os, begyndt at opføre os udansk. Det er bare ikke noget, vi giver udtryk for offentligt.”

Læs hele Carsten Jensens kronik i Politiken her


Vi lyver for os selv om Afghanistan

Berlingske,

Det nyligt overståede valg i Afghanistan blev udlagt som den succes, der retfærdiggjorde vores krigsindsats. Men billedet af det demokratiske Afghanistan passer ikke – det blev fabrikeret af journalister, der var langt væk fra stemmeurnerne, og af afghanske medier, som havde lovet ikke at fortælle sandheden.

Læs Carsten Jensens kronik her


Dansk presse vender ryggen til sandheden om krigen i Afghanistan

Politiken,

"Hvem vil efter drabet på Nils Horner sætte livet på spil for at afdække den upopulære sandhed om vores eget tragiske selvbedrag? Etikken i krigsjournalistik er genstand for en aldrig afsluttet debat. I sidste ende er det den enkelte journalist, der må afgøre med sig selv, om en given sag er værd at dække med livet som indsats. En beslutning, der involverer liv og død, kan aldrig træffes af en arbejdsgiver på de ansattes vegne."

Læs hele Carsten Jensens debatindlæg her


Den trætte, trængte retfærdighed

Politiken,

"Hvordan kan vi være sikre på, at reliefferne på væggen her refererer til en tilstand, der hører fortiden til? Hvorfra ved vi, at de ikke skildrer vores fremtid?

Eller måske ligefrem vores samtid? Kunne det være os selv, vi stirrer på i disse groteske halvmennesker, der trænges ved dumhedens port og i tusindtal løber frem imod os som en sulten zombiehær?"

Læs Carsten Jensens tale, der blev holdt i forbindelse med offentliggørelsen af Haugen Sørensens værk her


Amerikansk kvinde anmelder VI, DE DRUKNEDE på Youtube

Stephanie Spines & Tim Reviews, Youtube,

Hør den begejstrede anmeldelse her.



Interview med Carsten Jensen i den portugisiske avis Público

Público,

I forbindelse med VI, DE DRUKNEDES nylige oversættelse til portugisisk, er Carsten Jensen blevet interviewet i den nationale avis Público. Læs interviewet på portugisisk her


Blogindlæg af fremtrædende argentinsk kritiker

Miriam Molero,

Fra den 29. september til den 2. oktober deltog Carsten Jensen i Filba Literatura-festivalen i Chile og Argentina.

I den forbindelse er han blevet interviewet af den fremtrædende argentinske kritiker Miriam Molero. Læs det spanske interview på Miriam Moleros blog.

Carsten Jensens festivaloptræden i Buenos Aires omtales her.


Den socialdemokratiske epoke slutter med Helle Thorning-Schmidt

Politiken,

Carsten Jensen evaluerer regeringens første to år: ”Den socialdemokratiske epoke er forbi.” Læs mere på Politikens hjemmeside


Carsten Jensen om sin gymnasietid i gymnasieskolens fagblad

Gymnasieskolen,

"En ørkenvandring iblandt lærere blottede for engagement og pædagogisk kompetence." Carsten Jensen lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver sin gymnasietid. Han er dog dybt taknemmelig for en lærers venskab.

Læs mere på Gymnasieskolens hjemmeside.


Portræt af Rehabiliteringscentrets leder Inge Genefke

Information,

I anledning af Inge Genefkes fødselsdag har Carsten Jensen skrevet et portræt i Information


Den indre dansker

Information,

"Den indre dansker" er en fortsættelse af "Hesten, der blev til en ko", trykt 14. juni 2013 i Information. Læs teksten på Informations hjemmeside.


Hesten, der blev til en ko

Information,

Artiklen "Hesten, der blev til en ko" kan læses på Informations hjemmeside

Fortsættelsen til artiklen, "Den indre dansker", ligger umiddelbart efter denne.


Carsten Jensen på vej til Afghanistan

Opinionen.dk,

"Den berygtede forfatter Carsten Jensen debatterer kun i de tilfælde, hvor han ved bedre. Fordi han er i stand til at se sagen i en større sammenhæng eller fordi han har informationer, som modparten enten ikke har eller også helt bevidst ser bort fra. Opinionen fanger forfatteren, inden han atter rejser til Afghanistan for at afdække sandheden om krigen."

Læs hele interviewet med Carsten Jensen på opinionen.dk.


67 dumme spørgsmål

Politiken,

Er det tilladt at stille dumme spørgsmål?

Er det derfor vi har demokrati? Fordi der også skal være plads til de dumme, og alle skal kunne være med? Kan man få demokrati foræret? Er det, man ikke har kæmpet for, noget værd? Kan man gå ned ad en gade og råbe på demokrati, og så får man det, og så behøver man ikke at tænke mere over det?

Behøver vi vide alt for at være gode demokrater? Er demokrati netop ikke for de forudsætningsløse? Hvad vil det sige at være forudsætningsløs? Har alle mennesker ikke forudsætninger? Hvordan kan man undgå at vide, om man er høj eller lav, mand eller kvinde, tyk eller tynd, fattig eller rig, dum eller klog?

Ved de dumme selv, at de er dumme? Hvad er definitionen på dumhed? At man ikke kender sine forudsætninger, altså ikke ved, hvem man selv er? Eller ikke vil vide det? Er man dum, hvis man er arbejder og stemmer på Venstre? Eller er man dum, hvis man er arbejder og stemmer på Socialdemokraterne?

Hvis det bare er de kloge, der skal bestemme, har vi så overhovedet brug for demokratiet? Men hvem bestemmer, hvem der er de kloge? De kloge selv, fordi de dumme alligevel er ude af stand til at kende forskel?

Hvad er kriterierne for dumhed og klogskab? Hjælper uddannelse? Og hvad er effekten af en skolegang, der går ud fra, at alle er lige kloge? At de dumme for alvor bliver klar over, hvor dumme de er, mens de kloge uanstrengt bliver endnu klogere? Kan en tåbe virkelig spørge om mere, end ti vise kan svare på, og bør tåber derfor forhindres i at åbne munden, fordi det er alt for tids- og ressourcekrævende at svare på deres spørgsmål? Har de kloge ikke somme tider brug for fred for de dummes spørgsmål?

Hvad er der galt med den nye regering? Hvorfor bliver den kaldt den nye regering, når den allerede er lige så slidt, opbrugt og møgbeskidt som en dørmåtte, alle træder på? Og hvorfor træder de på den? Vil de nogen steder hen? Eller er det bare sjovt at tørre fødder i den regering, der ikke er ny, fordi den aldrig har været ny, men blev købt i en genbrugsforretning efter en valgkampagne, der lige så godt kunne have været en annonce i Den Blå Avis?

Har den godt slidte regering overhovedet forrådt nogen? Demonstrerer den ikke blot, at politik ikke bestemmes af politikerne, ikke vedtages i folketinget og aldrig for alvor overlades til borgerne ved de såkaldte valg hvert fjerde år, men blot er en del af den underholdningsindustri, som vi måske snarere burde kalde distraktions-industrien?

Tager Helle Thorning- Scmidt sig selv alvorligt? Gør Margrethe Vestager? Lars Løkke? Søren Pind? Kristian Thulesen-Dahl? Hvis der var installeret tv-kameraer i stedet for spejle i deres badeværelser og deres ansigtsudtryk i det øjeblik, de tror sig alene, blev transmitteret til hele befolkningen, ville vores nationale selvtillid, hele vores meget berømmede sammenhængskraft, så ikke bryde sammen?

Ønsker vi virkelig at lære disse mennesker at kende i deres ubevogtede øjeblikke? Er det ikke bedre, hvis vi ikke kender vores politikere særligt godt, især hvis vi gerne vil sove roligt om natten?

Er det ikke i det hele taget demokratiets helligste princip, at dets borgere skal kunne sove roligt, ja, leve uforstyrret døgnet rundt? Hvem ønsker sig et besværligt, foruroligende, nervebelastende, pille-krævende demokrati, hvor vi hele tiden vogter på hinanden? Er tryghed ikke nøgleordet? Tillid? Og hvem er mere tryg end den, som ingen hiver i ærmet, ingen råber ind i hovedet?

Er det demokrati, hvor der ikke er noget at vælge imellem, ikke i virkeligheden det allerbedste? Bliver man ikke bare forvirret af og utryg af alle de valg? Er det ikke allerede svært nok, når man står i supermarkedet eller sidder i sofaen med fjernkontrollen i hånden? Er livet ikke fuldt nok af valg i forvejen? Behøver vi virkelig også at vælge, hvem der skal styre os, og hvis vi endelig skal, kan de så ikke bare tilbyde os det samme i stedet for desperat at lade, som om de er så forskellige? Er demokratiet ikke til for at gøre tilværelsen bare en lille smule lettere?

Hvorfor er Lars Løkke så populær? Er det ikke, fordi han også i vågen tilstand ser ud, som om han sover? Inkarnerer han ikke den højeste tilstand, noget menneske kan nå i demokratiet, en fuldstændig upåvirkelig passivitet, en uforstyrret, buddhistisk trance? Er han ikke legemliggørelsen af al menneskelig udviklings mål: den ideelle homo democraticus, trygheden som permanent tilstand?

Er det bedste demokrati ikke netop det, hvor ikke engang oppositionen gider sige noget? Er Lars Løkke, vores med garanti kommende statsminister, ikke netop den fremtid, vi alle sammen drømmer om: et demokrati, hvor også regeringen har rullet gardinerne ned, og vi ikke behøver at tage stilling til noget som helst? Hvad er Christiansborg? En bygning, der huser landets parlament, eller en grusbunke? Hvorfor kalde det en grusbunke? Kunne det være, fordi bygningen fungerer lige som det sand, strudsen stikker hovedet ned i, når den ikke ønsker at have noget med virkeligheden at gøre?

Eller er Christiansborg virkelig Borgen, sådan som stedet kaldes i tv-serien og også blandt politikerne indbyrdes, en fæstning, der er bygget, fordi man er så bange for omverdenen, at man må beskytte sig imod den med mure så tykke, at intet kan trænge igennem?

Eller er det lige omvendt: Murene er så tykke, fordi de, der arbejder inde bag dem, har brug for arbejdsro og ikke må forstyrres af dumme spørgsmål?

Som f. eks. dette her: Fungerer demokratiet i Danmark?





Podcasts med Carsten Jensen

24syv,

I fire programmer sætter Carsten Jensen fokus på Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Han har inviteret et væld af både danske og udenlandske gæster, der alle har beskæftiget sig indgående med krigen.

Carsten Jensen har rejst adskillige gange i det hærgede land, senest på reportagerejse hos de danske styrker i Helmand-provinsen, og han har i de senere år været en af de mest ihærdige kritikere af krigen.

  • Så kritisk, at forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller nægter at deltage i programmet. Til gengæld møder vi stemmer og synspunkter, der aldrig før har været hørt i den danske debat om krigen, blandt andet en dansk kaptajn, der for første gang tager bladet fra munden og retter kritik mod indsatsen.

Hør programmerne og download podcasts på Radio24syv.